Your mind is for having ideas, not holding them.

– David Allen

Supervision er processtyring.

Ja, jeg ved godt, at du kender sagsområdet, ja, du kan se mønstre hos supervisandernes klienter og ved hvad de skal gøre, ja, du kan stille spørgsmål så supervisanderne reflekterer.

Og du er god til det!

Men hvis du ikke kan sætte retning, rammer og struktur for processen i gruppen er du ikke bare solgt til stanglakrids – du kan ikke engang bruges som valuta for chokoladeknapper.

Du sidder der og I har formuleret supervisionens spørgsmål (og her), og så er det op til dig, hvordan I gør.

Lige dér skal du lægge en plan for hvordan I går frem; lige dér skal du kunne strukturere supervisionen, så den producerer et svar; lige dér skal du altså både være kreativ, responsiv og ledende – åh, glemte jeg at sige hurtig?

Faktisk får du ikke betænkningstid.

Du har øvet dig hjemmefra.

Men hvad nu hvis det ikke handler om at håbe på et guddommeligt indfald af inspiration, når du sidder med gruppen. Og heller ikke bare om at vente på at din erfaring taler.

Hvad hvis du allerede havde dine grundformater med dig i tasken, og når situationen kaldte på det, vidste du, hvad du skulle hive op? Og du kunne træffe et aktivt valg?

Formater du kunne tweake til situationen, fremfor at bruge kræfter lige dér med at opfinde det forfra hver gang. Eller endnu værre: Bare følge de samme former slavisk hver gang.

Ville dét lige frigive plads til den kreativitet og improvisation og fremfor alt det nærvær, som er så afgørende som supervisor? Det tror jeg nok det ville.

Har du allerede opdaget, hvor det her bærer hen? Der bærer derhen, at du skal have nogle grundformer, du altid kan improvisere over. Og dem får du her, 5 grundformater, kvit og frit, til at putte i tasken.

Reflektion over indholdet, ikke formen.

Men først skal du vide, at din procesfacilitering, dvs. din måde at forvalte formater og strukturer i supervisionen, helt basalt skal gøre det muligt for gruppen at reflektere over indholdet. Fylder formen for meget, står den i vejen, og fylder den for lidt, skaber det uklarhed og forvirring.

Det vil sige, at din processtyring får karakterer ved det grønne eksamensbord i tre discipliner:

1. Tydeligt

En bladguldbelagt regel siger, at man som procesfacilitator altid skal kunne stoppe processen, og så skal alle kunne sige, hvad vi er i gang med.

Formatet skal være nemt at se, for så er det nemt at følge.

Er det klart hvad I skal gøre og hvad rytmen er? Kan alle hele tiden få øje på formen og se hvor langt I er? Ved alle, hvad de skal gøre og hvordan de skal deltage lige nu for at bidrage til det fælles?

2. Enkelt

Formen skal være enkel. Der er bare ikke så meget andet at sige.

Lad nu være med at lave avancerede fiksfakserier, for hvis du både skal forholde dig til, hvad der bliver sagt og samtidig holde et avanceret rækkefølge og rytme i arbejdshukommelsen, så mister du din spændstighed.

Vælg kun een ting, I skal gøre. Ok, to så.

Hold formen enkel – så får du flere kreative indfald fra supervisander, der ikke bare griber de bolde, I har luften og men pludselig også jonglerer med dem.

3. Relevant

Din opgave er at finde, tilpasse og holde formen til formålet, så den tjener indholdet. Formatet skal helt simpelt være funktionelt ift. det spørgsmål, supervisionen skal besvare.

Når supervisanderne kan se en lige linie gå fra spørgsmålet via jeres fremgangsmåde til et svar, så skal de nok følge dig.

Supervisionens fartøj

Det er ikke din opgave at svare på spørgsmålet; din opgave er at finde, tilpasse og holde formatet, så gør processen resten af arbejdet – ligesom da du lærte at regne regnestykker.

Formatet er det fartøj, der fragter jer automatisk hen til et svar på spørgsmålet, I startede med. Det er formatet, der skal arbejde ved at bringe jer hen til svaret på spørgsmålet.

I gang

Nu tripper du for at komme i gang med at bruge de 5 formater, og det skal du bare gøre. Tilmeld dig, så får du de første fire direkte tilsendt med det samme eller læs allerede om det første format Runden eller om Reflekterende teams.

Tilmeld dig gratis, og få tilsendt inspiration som den her direkte på mail.

screenshot

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *