Forældre bliver bebrejdet den lidelse, som deres konflikter efter en skilsmisse påfører deres barn. Men det er misforstået hjælp. De professionelle forværrer bare konflikten, siger Ben Furman, og foreslår i stedet fire andre ideer, at arbejde udfra

Af Jacob A. Cornett

(Se hele interviewet her og læs artiklen nedenunder)

»I har et barn som bliver skåret midt over. Så længe I som voksne ikke kan tale sammen og ikke kan afstemme noget som helst, kan hun aldrig blive hel. Derfor er det alfa og omega, at I samarbejder,« siger psykologen på behandlings- og rådgivningscenteret.

Hun tegner barnet mellem forældrene på flip-overen for dem, og forklarer, hvad deres konflikter efter skilsmissen medfører.

Det samme gør Jan Kaa Kristensen, Centerleder for Center for familieudvikling. Han tegner også for de skilte forældrepar, hvordan barnet får færre og færre ressourcer til sin udvikling, for at de forstår, hvad deres konflikt gør ved barnet. Han siger:

»Hvis barnet står der og man kan se, at det bliver ked af det, hvis man videreformidler barnets budskab eller hvis man har en af barnets tegninger med, der viser hvordan det har det, så når budskabet bedre frem.«

»Vi må hele tiden trække barnet ind i forgrunden og sige, hvad det betyder for jeres barn, at I har det så svært,« siger han.

Jan Kaa Kristensen uddyber senere i en mail:

I vores intervention tager vi udgangspunkt i forældrenes respektive kvaliteter og betydning hver for sig for barnet. De er med andre ord de vigtigste personer i barnets liv.

Herefter peger på vi på den negative samspilsdynamik mellem parret, der er gør det svært for barnet. Det er ‘det, der sker mellem parret’, der er problemet, og ikke forældrene i sig selv, og det har de faktisk mulighed for at gøre noget ved. Det kan ofte skabe  et skift i perspektiv for forældrene, hvor de kan se muligheden for at ændre adfærd og finde løsninger. På en måde forsøger vi at sætte fokus på deres fælles forældreskab i samtalerne ved at sætte fokus på det vigtige samarbejde i forhold til barnets trivsel og udvikling.

Og så siger han en masse andet klogt, som du må vente til næste artikel med interviewet med ham, med at få at vide.

Photo by Jordan Whitt on Unsplash

Fatter du ikke?

»Det er næsten som om vi siger ‘fatter du det ikke? At når I slås sådan der, betyder det at jeres barn lider?’« siger Ben Furman, den finske 64-årige psykiater og familieterapeut, forfatter til mere end tyve bøger om især løsningsfokuseret arbejde med børn og familier – heriblandt metoden Børn kan og Jeg er stolt af dig, finsk medie-personlighed med eget tv-show, international underviser af professionelle og med-indehaver af Helsinki Brief Therapy Institute.

Han har et svar på det spørgsmål.

Men først læner han sig ind over bordet og hæver de buskede øjenbryn til et mod-spørgsmål i interviewet med Indsikt.com:

Hvad hvis vores tegninger af barnets lidelse og vores krav om, at forældrene skal stoppe konflikterne for barnets skyld, bidrager til konflikten snarere end at dæmpe den?

Hvad hvis forældre snarere alt for tydeligt erkender deres ansvar for barnets mistrivsel, når de får det forevist? Men hvad, hvis det netop er det, at blikket er rettet så stift på barnet, der får forældrene til endnu stærkere at bebrejde og bekrige den anden?

Hvad hvis konflikten spidser til, ikke fordi forældrene nægter, at deres barn lider, men fordi det netop er den lidelse, og ikke deres relation med hinanden, som kampen kan handle om?

Hvis antydninger om dårligt forældreskab bare gør det sværere for forældrene at samarbejde?

Hvis det er sådan, så bidrager vores nuværende system og den logik, som hundredevis af familiebehandlere, sagsbehandlere og børnesagkyndige følger, til mere konflikt i skilsmisseramte familier.

Er du blevet mere nysgerrig? Så vær med, når Ben Furman og Jacob A. Cornett folder de løsningsfokuserede ideer mere ud på et nyt webinar med oplæg, demonstrationer og diskussioner med deltagerne. Skriv dig gratis op her – det er ikke bindende.

Jeg vil tilmeldes workshoppen

Vi er ikke til meget hjælp

Ben Furman har et alternativ, et metode til mediation, som han har erfaret får skilte forældrepar i konflikt til at samarbejde bedre om barnets trivsel. Det er den metode, han underviser de professionelle i.

Men den kræver at man vender det hele på hovedet og først taler med forældrene om, hvad både de selv og den anden forældre har gjort rigtigt midt i alt det svære.

Tænk lige det: Begynde med at give dem komplimenter!

Det er stik imod den tilgang, som handler om at overbevise forældrene om at de og deres konflikt er skyld i barnets mistrivsel, en tilgang, som Ben Furman siger, får de professionelle til at bære brænde til bålet.

Han har netop forladt bifaldet efter en dag med fagpersoner i skole- og familieområdet, og foran en åben altandør på sommerens varme dag fundet et hjørne i en café til at fortælle om sin metode og sine erfaringer. Hans øjne kigger lige på dig, klemt sammen af hans gavtyve-smil, som om de skal holde de spilopper tilbage, der alligevel slipper ud i hans hænder, hans ansigt og hans stemme, der energisk smyger sig op og ned som en oplagt elsker, når den skal understrege en pointe.

Samfundet er ikke til meget hjælp for skilte par

Hans hænder fører os gennem de dialoger, som han udspiller med usynlige forældre og børn, når han fortæller om en helt anden vej til at bringe forældre sammen og hjælpe børn i konfliktfyldte skilsmisser.

»Samfundet er ikke til særlig meget hjælp for skilte par,« begynder han. »Jeg tror, at vi kan blive bedre til at støtte folk. Det er en svær tid, du vil ikke have nogen til at gøre det endnu sværere for dig,« siger Ben Furman og griner lakonisk.

The Blame Game

Det, der gør det hele værre er ifølge Ben Furman, netop når nogen forsøger at anskueliggøre barnets mistrivsel overfor forældrene. De professionelle hælder benzin på bålet, når de antyder at barnets mistrivsel skyldes forældrene, fordi effekten modsat intentionen er, at hver forældre reagerer med at bebrejde og beskylde den anden endnu mere.

Sådan får negative årsagsforklaringer nemlig mennesker til at reagere, siger psykiateren. Det er en naturlov. Og sådan starter det, han kalder ’the blame game’: Spillet om skylden.

Nu anklager du mig for at skabe mental forstyrrelse hos mit eget barn

»Det er sådan det fungerer: Hvis du anklager nogen for at være syg i hovedet, så vil den person automatisk anklage dig for at være syg i hovedet. Det er ikke godt for samarbejde, hvis folk tænker, at den anden person er syg i hovedet. Når vi arbejder som mediatorer er det vores opgave at bringe folk sammen. Jo bedre samarbejde, jo gladere er barnet.«

Han kaster sig ud i at gennemspille en af sine dialoger med en forældrer, jeg ikke kan se, med et ansigt, der viser alle følelser undervejs i dialogen:

»Hvis du ville gøre mig en tjeneste og du sagde: ‘Kan du ikke se det, at den måde du skændes med din ekskone, skader jeres barn og er skyld i de problemer, han har i skolen? Nu er han traumatiseret af jeres skænderi, så han behøver terapi. Og ikke korttidsterapi: Han behøver lang, lang terapi.’«

»Nu anklager du mig for at skabe mental forstyrrelse hos mit eget barn. Så vil jeg jo ikke sige ‘Åh, det er mig, der er den besværlige, tak for at du pointerer det, nu vil jeg forandre mig og blive mere blød og begynde at samarbejde med min eksmand eller ekskone’,« siger han.

»Det er ikke sådan det fungerer,« understreger hans hænder.

»Den forældre vil føle sig anklaget og føle, at du har ret. Han er nødt til at sige ‘Jo, det er sandt, du har ret, barnet lider. Men det er ikke min skyld. Det er min ekskones skyld’. Og så vil han anklage hende endnu mere. Han vil udvikle teorier om hvor narcissistisk hun er, hvordan hun har en personlighedsforstyrrelse.«

»Og jo mere han gør det, jo mere vil hun sætte psykiatriske diagnoser på ham. Og på den måde hælder den professionelle benzin på bålet. Det hjælper ikke samarbejdet. Det vil ikke få os tættere på hinanden.«

Det her er kernen i Ben Furmans observationer: Når professionelle tror, at forældrene ikke anerkender børnenes mistrivsel, så skruer de op for at vise, hvor ked af det barnet er. Men det egentlige problem er, at jo mere de bliver gjort opmærksom på det, jo mere giver de den anden skylden for det. Tegningerne af de grædende børn eskalerer konflikten, og den professionelle starter et blame-game, mener han.

Barnets lidelse er brændstof på bålet, ikke et glimt af indsigt, der får skellene til at falde fra de stridende parters øjne. Og jo mere samfundet – behandlere, advokater, sagsbehandlere og børnesagkyndige undersøgere – betoner dét, jo mere reagerer forældrene med bebrejdelser mod hinanden.

Kampen om at definere problemet

Kasper Østergaard Linde, psykolog og familiebehandler på Gentofte familiecenter, har systematiseret sine observationer af, hvad der sker i de svære skilsmissesager, og de ligger på et punkt i forlængelse af Ben Furmans beskrivelser. Han fortæller, at forklaringen eller definitionen af problemet, altså parternes svar på hvad de mener problemet egentlig er, bliver en del af konflikten mellem forældrene og mellem forældrene og de professionelle systemer.

Kasper Østergaard Linde siger:

»Hvordan problematikken bliver defineret er uklart og omstridt i de svære sager med skilsmisse. Selvom sagsbehandleren formulerer opgaven som ‘skilsmisse-samarbejdskonflikt’, så siger forældrene, at dét er ikke hovedproblemet.«

I en af de sager, han var involveret i som familiebehandler, handlede sagsbehandlerens henvisning til Familiecenteret om at ‘det dårlige samarbejde mellem forældrene går ud over pigen,’ og pegede netop forældrenes konlikt ud som forklaring på pigens mistrivsel. Præcis det Ben Furman kritiserer.

»Det er skudt ved siden af,« sagde pigens moder om henvisningsårsagen, nervøs og med svedskjolder under armene i samtalen med psykologen. Nej, pigens mistrivsel skyldtes at hendes far var krænkende med sine opdragelsesmetoder, og derfor var moderen bekymret for hans samvær med datteren.

»Stop med at tale om opdragelse, det er pure opspind, hun dramatiserer,« husker psykologen svaret midt i faderens talestrøm. Faderen var offensiv og følte sig misforstået og mente, at forklaringen i virkeligheden var, at de overgreb moderen selv havde oplevet i barndommen, nu fik hende til at skade børnene og lyve om det – han mistænkte at hun led af det psykiatriske syndrom Münchhausen by proxy.

»Hun obstruerer samarbejdet,« saluterede han.

Forældrene og systemets svar på hvad de mener problemet egentlig er, bliver en del af konflikten mellem forældrene og mellem forældrene og de professionelle systemer

Begge de to forældre så, at pigen led. Men desto mere bebrejdede de hver især den anden det.

Og man må spekulere på, med Ben Furmans betragtninger i ryggen, hvor denne uendelige cirkel af bebrejdelser og beskyldninger starter.

»Hvis du siger til mig, om ikke jeg kan se, at min barn mistrives, så bliver jeg nødt til at sige ‘ja. hun lider. Men det er ikke min skyld, det er min ekskones skyld’. Jeg kommer ikke til at sige ‘tak fordi du gjorde mig opmærksom på det, nu vil jeg samarbejde mere’«, siger Ben Furman, klar i spyttet.

Undersøgelser, psykologiske årsagsforklaringer og tegninger af barnets mistrivsel giver forældrene mere de kan bebrejde hinanden, og på den måde forstærker det professionelle system problemet for barnet.

Han har fire ideer til, hvordan du stopper med at gøre det og i stedet ændrer måden at tale om hele det rod, som skilsmisse-konflikten er: Fire ideer, der gør det lettere for forældrene at tale sammen, og som du får endnu mere greb om på workshoppen med Ben Furman til foråret.

1. Komplimenter til forældrene

Ben Furman vil i stedet for blame-gamet tale med forældrene om, hvad de gør rigtigt midt i alt det, de har gjort forkert. Han spørger dem direkte om det, og får med de spørgsmål inddirekte anerkendt dem.

Med øjne fulde af lys går han i gang med en af sine forestillede dialoger med en fraskilt mor.

»Først skal jeg vise forståelse,« siger han og begynder:

»Det må være en frygtelig situation?«

»Ja. Jeg troede aldrig, at jeg ville ende i sådan en situation,« svarer hun.

»Kender du nogen, der er i sådan en situation?«

»Ja, jeg har nogle venner, som er i en tilsvarende situation.«

»Det her er en situation, som mange mennesker kommer i i deres liv, det er en ulykkelig situation, men der er ikke noget i vejen med dig. Rent faktisk har du gjort mange gode ting. Fortæl mig mere om de gode ting, du har gjort, der har været hjælpsomme.«

Så i stedet for at sige til hende og hendes eksmand: ‘Jeres skænderier skader jeres barn,’ så siger Ben Furman hellere:

»Jeg forstår, at det er svært nu, men jeg kan se, at I begge to bekymrer jer meget om jeres barn og ønsker det bedste for hende. Og I kan være stolte af hende, for selvom hun uværligt lider under situationen, så virker hun til at være en stærk person, som vil klare det igennem.«

»Det betyder, at I har gjort noget rigtigt. Selvom I har skændtes en masse ligesom mange skilte par gør i en periode, så har I stadig været i stand til at samarbejde på et eller andet niveau. Kan du fortælle mig, hvordan I har gjort det?«

Moralsk indignation

Her stamper en af læserne på Indsikt.com i jorden: Hvorfor i alverden skal vi give forældren komplimenter for de få ting, hun har gjort godt midt i alle de mange ting, hun har gjort forkert og som har skadet hendes barn, indvender læseren indigneret: »Forældrene skal jo forstå alvoren«, »de skal jo lære at tage ansvaret på sig« eller »de må indse deres egen andel i konflikten.«

Familiearbejdere opfatter det som et moralsk imperativ at italesætte begreber om barnets perspektiv eller barnets bedste  som omdrejningspunkt for det, vi skal med familierne, siger Kasper Østergaard Linde

Sådan forudser psykolog og familiebehandler Kasper Østergaard Linde, at det vil lyde. Han beskriver dilemmaet sådan her:

»Mange af os familiearbejdere opfatter det næsten som et moralsk imperativ at italesætte begreber om barnets perspektiv eller barnets bedstesom selve omdrejningspunktet for det, vi skal med familierne. Der ligger en konflikt i at afstå fra det, fordi en del familiearbejdere vil forbinde det med et form for moralsk svigt, med ikke at gøre sit arbejde rigtigt.«

Det institutionelle værdisæt for familiebehandlingen kommer altså til udtryk i de normativt ladede begreber om barnets behov og barnets perspektiv, mener Kasper Østergaard Linde. Men de værdier, som jo også forpligter familiebehandleren på det praktiske arbejde med familierne, kommer i karambolage med den diamentalt modsatte terapeutiske forpligtelse:

»Samtidig ved vi fra psykoterapiforskningen, at det virksomme i psykoterapi, fællesfaktorerne, handler om at møde mennesker ikke-vurderende, anerkendende, med ubetinget accept osv.,« siger Kasper Østergaard Linde.

»Familiearbejdet bliver en hybridform. Samtidig både en terapeutisk-pædagogisk tilgang med vægt på at afhjælpe lidelse og styrke handleevne. Og samtidig opdragelse af både børn og voksne efter bestemte normative principper.«

På den måde risikerer arbejdet med forældrene i de konfliktfyldte skilsmisser at blive en umage sammensætning af på den ene side et fokus på at skabe forandringer i familien og på den anden side en moralsk forpligtelse til at forholde forældrene, at de gør deres barn ulykkeligt.

Forandring før etisk oplysning

I Ben Furmans løsningsfokuserede mediationstilgang er vægten på det første, på at skabe forandringer. Opgaven er, at begynde en samtale, der fører parterne tættere på hinanden og som gør det lettere at samarbejde. Han taler om, hvad der skaber forandring, ikke at forældrenes skal vækkes etisk som forudsætning for forandring.

Han taler ud fra en strategiske tradition (efter John Weakland, Jay Haley, Paul Watslavich blandt andre),  om at ændre på de sociale interaktioner og de mønstre, de udvikler. Det er i den sammenhæng at komplimenterne til hver forældrer spiller en rolle, ikke som en moralsk godkendelse. Fokus er på komplimenternes funktion med at lede samtalen hen på, hvad den anden forældrer har gjort rigtigt.

»Selvfølgelig begynder forældrene ikke at samarbejde, hvis ikke de siger noget godt om den anden,« siger Ben Furman.

At vække tilstrækkelig meget generøsitet og villighed hos moderen fra før til at anerkende eksmandens positive bidrag, kræver at samtalen er startet med, hvad hun har gjort godt, og at Ben Furman med sine spørgsmål inddirekte har anerkendt det.

2. Komplimenter til den anden forældrer

Ben Furman bruger i en vis forstand den samme dynamik, han startede med at kritisere – bare omvendt: Når folk rundt om en forældre bebrejder hende for, at hendes skænderier og krig med eks-manden har skadet barnet, så vil hun fortsætte dén samtale, ved at bebrejde eksmanden det han har gjort.

Og så bliver det sværere at nærme sig hinanden.

Omvendt når hun i stedet møder anerkendelse for det, hun har gjort i en svær situation, så er hun mere villig til at fortsætte den samtale ved at anerkende noget – måske lidt (Ben Furman viser meget lidt med tommel- og pegefinger) – som eksmanden har gjort godt. Anerkende noget han har gjort, der har været bare lidt til hjælp.

Det er dén samtale, som Ben Furman vil begynde ved at anerkende hende.

Hun virker til at være en stærk person, som vil klare det igennem. Det betyder, at I har gjort noget rigtigt, selvom I har skændtes en masse ligesom mange skilte par gør i en periode.

Han fortsætter sin samtale med den fraskilte mor:

»Først efter at hun føler, at jeg er ret respektfuld overfor de få ting, hun har gjort rigtigt, kan jeg langsomt begynde at sige:

»Er der noget din eksmand har gjort som også har været måske bare en lille smule hjælpsomt?«

»En god ting ved ham er at han viser børnene opmærksomhed,« siger hun.

»Ah, så selvom I har haft en del skænderi, I har endda været i retten. Wow. Men han viser stadig børnene opmærksomhed. Og viser dem kærlighed?« siger Ben Furman

»Ja, også det.«

»Så på dén måde er du heldig?«

»Ja, på den måde er jeg heldig.«

»Ved han, at du sætter pris på det?«

»Det tror jeg.«

»Så du har ikke direkte sagt det til ham?«

»Nej,« svarer hun.

»Tror du det ville hjælpe, hvis du sagde det til ham, altså hvis han virkelig hørte, at du sagde noget godt om ham?«

»…«

»Og forresten: Hvis jeg spurgte din eksmand, hvilke gode ting han ville sige om dig (Ben Furman lægger hovedet på skrå og hviler det på hånden og kigger dig i øjnene), hvad ville han sige?«

Mediatoren skal gøre det lettere for de to forældre at nærme sig hinanden og at samarbejde om barnets bedste, og han er nødt til at skabe sprækker og huller ind til en gensidigt anerkendende samtale – for hvem vil nærme sig nogen, der kun kritiserer, spørger han retorisk.

Resiliens

Hvis situationen er, at det er umuligt at få den samtale i gang – retssager, der kører parallelt eller andre ting kan være på spil – så opfordrer Ben Furman til at arbejde med barnets resiliens, modstandsdygtighed, som du kan se ham fortælle lidt mere om på filmen med interviewet. Det vil vi også uddybe på vores workshop.

Det at bruge komplimenterne til at bygge bro til den anden forældrer, er den første grund til at han arbejder så ihærdigt med at tale om, hvad de har gjort godt. Den anden grund er, at komplimenterne giver ham adgang til nogle konkrete situationer, hvor der allerede er sket noget positivt, som han kan tale med forældrene om.

3. Succesanalyse

Med komplimenterne får Ben Furman adgang til undtagelser til det dårlige samarbejde, adgang til situationer, hvor der skete noget af det, der gerne må ske rigtig meget mere af. Han beder forældrene om at beskrive, hvem der var i situationen, hvad de gjorde, hvornår det skete, og hvordan. Han kalder det succes-analyse (som jeg tidligere har foldet meget mere ud).

Succesanalysen består i at beskrive de episoder, hvor det allerede er lykkedes, for at forstå, hvad der bidrog til løsningen. Ikke at forklare, hvad der bidrog til problemet, de gange hvor det ikke lykkedes, men at fokusere på det, der skal ske mere af – uanset hvad ratioen er mellem de to forskellige udfald.

Han bruger de erfaringer med samarbejde til at planlægge løsningen af det næste problem i barnets liv eller i forældrenes samarbejde med hinanden.

»Og hvis du er heldig kan du kapitalisere på den postive udvikling, der allerede var: Kan vi bruge en tilsvarende tilgang til problemerne i skolen?« siger han, og fortsætter dialogen med den usynlige forældre om at prøve det af i fremtiden.

4. Supportgruppe

For at gøre arbejdet med at anerkende hinanden lettere, samler Ben Furman støtter til forældrene som det allerførste. Han søger ikke dem, der støtter hver forældrer i krigen mod den anden, men personer, der har interesser i barnets bedste og som er interesseret i at diskussionen går godt. Han udvælger støtter sammen med forældrene, som den anden part også har tillid til (»ikke hans mor!«).

Nu har de begge en støtte og dit arbejde som mediator bliver langt lettere. Du kan begynde at slappe af

Støtterne er den opbrudte families supportgruppe, for deres tilstedeværelse kan være med til at løsningerne kommer alle parter til gode.

På den måde placerer Ben Furman forældrene og deres konflikt sammen med mennesker, som de begge ønsker at fremstå ordentligt overfor og som de har tillid til. Det gør han i stedet for at kigge indad i kernefamiliens relationer og sætte den brudte familie som kontekst. I stedet for at kigge indad i relationerne i den konflikt, der er låst fast, så udvider han systemet:

»Du spørger: Hvem kan du tage med, som den anden person synes er en god ide? Måske har du den fordom, at hver person kan tage en med, som den anden kan acceptere. Nu har de begge en støtte og dit arbejde som mediator bliver langt lettere. Du kan begynde at slappe af, for der er støtte, der er folk, der bekymrer sig om barnet og om diskussionen.«

Hvilke støtter giver vi forældrene?

Han slutter med en kritisk salut til den måde, vi lader forældre og børn i stikken:

»Hvad gør samfundet: Vi lader forældre få advokat-støtter, som ikke har barnets bedste i hovedet. Det er de forkerte støtter. I stedet for at have de her advokater, der eskalerer konflikten, skulle du finde nogle andre støtter, nogen der bekymrer sig om dit barn, som gerne vil hjælpe, der kender dig, kender din eksmand eller ekskone, og som ved bare at være til stede er med til at køle temperaturen ned.«

Og inden han går ud i sommervarmen igen, understreger han:

»Vi har brug for en køligere temperatur, hvis vi skal have en succesfuld mediation.«


Blev du også inspireret af de løsningsfokuserede ideer?

Vil du også hellere være til hjælp i de konfliktfyldte skilsmissefamilier end at hælde benzin på bålet?

Så kom med på vores endags-kursus, når Ben Furman og Jacob A. Cornett folder de løsningsfokuserede ideer til at arbejde med skilte forældrepar i konflikt mere ud.

Skriv dig gratis op her – det er ikke bindende, men du er sikker på at blive holdt opdateret.

Skal vi sende dig en mail, når der er nye artikler og interviews som den her?

Ja, send inspiration til mig

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *