Vil du høre om en gang, hvor det virkelig ikke lykkedes mig særlig godt at supervisere? Hvor en supervisand fik mig til at fremstå som en kæmpe hul i vejen, i processen og relationen?

I videoen, som du finder længere nede taler jeg mere om det bump, det hul i vejen giver i supervisionen.

Ulla

Jeg fik afbrudt ‘Ulla’ lidt rigeligt abrupt i overgangen fra den indledende løse vi-sætter-os-lige-til-rette-snak. Det var min brøde.

Et godt stykke inde i teamets supervision på en sag, brød Ullas kollega Isa ind, og sagde til Ulla:

„Jeg har sådan en oplevelse af, at du er stået helt af.“

Og først da opdagede jeg dét, jeg havde set hele tiden: Ulla havde siddet med armene over kors, med stolen trukket væk fra bordet, mundvigene nederst på hagen – og tavs.

Uden at jeg gjorde noget med det.

Overfor mig selv havde jeg ladet som om, jeg ikke havde opdaget det. Delvist havde jeg ikke lyst til følelsesmæssigt at konfrontere det, og delvist vidste jeg bare ikke hvad konkret jeg skulle gøre.

Hun svarede Isa „Ja, det er nok rigtigt, jeg er nok stået lidt af.“

„Det synes jeg bare er ærgeligt, jeg vil jo gerne vide hvad du tænker også,“ sagde Isa.

„Ja men jeg har nok svært ved at engagere mig, efter at jeg blev cuttet sådan af før“, svarede Ulla, og så hen på mig.

På mig.

Der er måder nogle kvinder kan se på mig, der får mig til at føle mig som en lille, kluntet dreng, der skylder i følelsesbanken. I en fyr som mig kan der fare den tanke, at nu, nu skal jeg på arbejde, kun med sved på panden og i håndfladerne kan jeg retfærdiggøre mig.

Pyyh.

Men det er heldigvis ikke rigtigt

Neej, der er noget du kan gøre. Når du har læst færdig her, har du to træk, jeg har lært, når der opstår den slags bump i processen. Og dertil en lille add-on.

Den dag med Ulla gjorde jeg kun det ene, så du bliver hurtigt klogere end mig.

1. Sig undskyld

Bare sig undskyld. Jeg havde klumret i det, ikke med vanille, men jeg gjorde jo noget hun blev ked af. Og mit ego er ikke vigtigt her, at min selvretfærdighed skal stå i vejen.

Tag det på dig, stå ved det, sig det højt, så du kan slappe af. Og sig det højt som en invitation til at være sammen ærligt og som dem, I er.

Jeg sagde: »Er det noget jeg gjorde? Jamen det er jeg da ked af, det må du undskylde, hvis jeg har trådt dig over tæerne.«

»Ja, der synes jeg du gjorde.«

»Ok, men det er jeg ked af, hvis det har virket sådan.«

Så er den nemlig ikke så meget længere, vel?

2. Del ansvaret for processen

Det med at sige undskyld virker dog bedst når det bliver fulgt op med noget jeg ikke gjorde, og som Cecilie Cornett (min viv) efterfølgende påpegede:

Det vigtige i supervision er det fælles ansvar for at komme videre. Ulla og jeg har sammen et ansvar på vegne af processen og hele gruppen:

»Hvordan tager du og jeg ansvaret sammen for at komme videre nu? Jeg kan jo ihvertfald høre at Isa godt ku tænke sig, at du kom med om bord i snakken.«

Ulla svarer: »Det ved jeg ikke«, og bliver siddende lænet tilbage i stolen.

Jeg holder den i 3-4 sekunder. Og siger så:

»Næh. Altså hvordan får vi gjort noget sammen, for at vi kan komme videre på en god måde her i dag? Hvad tænker I andre?«

Gid jeg havde gjort det. Så plejer der jo at komme et svar at gå videre på.

Du skal ikke sidde tilbage med at skulle løse noget, der ikke er muligt at løse alene, nemlig samarbejde.

For det er jo at insistere på det kollaborative i supervision, og i høj grad tydeliggøre, at jeg er gruppens tjener, ikke dens herre.

Se videoen for at få nogle flere håndtag på den pointe.

1/2. Brug det der er

Jeg lovede dig et lille add-on, som bare er en halv ide. Du skal i givet fald bruge den i halen på de to første: Først tage ansvar for din del af miseren, så dele ansvaret for at komme videre, og så… ja hvad så?

Som superviser kan du altid tilbyde gruppen at reflektere over det, der sker i supervisionen som prisme til at få øje på dynamikker i gruppen. Det er det Nina Jensen peger på.

Det, der lige er sket, gør du til genstand for undersøgelse og refleksion, ved at spørge hvordan det eventuelt siger noget om deres måde at arbejde sammen som team.

Ligner det, der lige er sket, noget de kender? Er der måder at forstå det, der lige er sket, som bringer lys over deres samarbejdes dynamikker?

Hvis det lugter af, at du vil fralægge dig ansvaret for det, der er sket, så virker det ikke. Men hvis du kan tilbyde din nysgerrighed som en fælles mulighed for at undersøge gruppens liv, så har du været i stand til at transformere et bump i processen til et emne i supervisionens læringsrum.

Men scroll nu bare ned og se videoen (hvor jeg har trutmund?), når du har tilmeldt dig.

Få inspiration ligesom den her sendt direkte på mail.
Ja, send inspiration til mig

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *