Har du nogensinde tænkt på hvordan Clement Kjersgaard lykkes med at styre politikerne i sine debatter på fjerneren?

Hvordan gør han det? Alle kommer til orde, debatten udvikler sig, og ingen kan gratis bare stikker en plade.

Har du spurgt dig selv om det?

Nej vel?

Du har ikke spurgt dig selv om det, for det ser ikke ud til at være svært for ham. Selvom han køber CO2-kvoter for at kompensere for hvor meget han sveder angstens sved under de debatter, så mister han ikke grebet ved de høje hastigheder – og høje følelsemæssige temperaturer!

Så tænker man, at Danmarks Radio har sat Clement på en umulig opgave.

Hvornår er du på en umulig opgave?

Men sådan har du det også nogle gange, at du er sat på en umulig opgave som supervisor, der ligner Clements.

Det er supervisioner, hvor alle skal deltage aktivt, og hvor der skal være mere action for at alle engagerer sig.

Det er hvis supervisander og grupper ikke vil have en stram styring, hvis alle er fyldt op af frustrationer eller hvis der er brug for at udvikle mening og ideer med flere kortere input.

Det er når du sidder med en gruppe, der bare begynder at tale, at svare hinanden hen over bordet, at debattere derudaf uden vejgreb, og du skal forestille at styre en åben mikrofon.

Men det er der råd for.

Du bruger et format for supervision, hvor alle kommer til orde i gruppen, og alle er med til at bygge en ny forståelse op. Og du forbliver i førersædet.

Med andre ord: Du laver en clement.

Men hvordan?

Hvad er en clement?

Heldigvis har Clements procesfacilitering sine hemmeligheder – 7 fif, som vi skal lure ham af. Du bruger gruppeprocessens momentum og hastighed og deres lyst til at alle skal deltage mere aktivt end i andre formater, og gør det dermed enklere for dig selv.

En clement er det supervisionsformat, der hedder åben runde. Som faktisk slet ikke er åben. Eller en runde.

Det er en form der passer godt til nordisk demokratisk mødekultur, og der er implicitte regler, som du og alle andre intuitivt kender:

  • Alle har som udgangspunkt lige meget taletid.
  • Det er ikke gratis at udtale sig, for alle bliver taget på ordet.
  • I taler om det samme emne – og det skal være klart, hvad det er.
  • Den procesansvarlige er ordstyrer.

Kunsten er at få både skarphed og retning, samtidig med at de skal høre, hvad de andre siger. De skal ikke kun tænke på hvad de selv mener og synes og vil sige.

Kunsten er at få dybde og refleksion og samtidig det engagement og det momentum som den debatterende form har.

Hvordan skal du dog gøre det?

Med fyldige læber, lyst hår og bredt slips? Nej, det gør det nok ikke alene.

Heldigvis har Clement dystre hemmeligheder, som vi skal lure af.

Clements 7 hemmeligheder

  1. Clement meta-kommunikerer om processen og relationen med deltagerne med glimt i øjet. Han siger til Søren Espersen »du ved at jeg gerne vil holde dig i stramme tøjler«, han siger højt hvorfor han spørger, når han tager en chance, og når han siger nej, taler han højt om rammen (som her).
  2. DR var i sin tid nødt til at bygge et nyt type studie til Clement, ved du hvorfor? Det er fordi han bruger sin krops sprog til at navigere processen. Han vender sig mod dem der skal tale, tager tre skridt frem helt op i ansigtet på dem, går væk fra den der taler og hen til den næste, bøjer ned i knæene når han vil understrege noget eller ranker sig helt op. Prøv at se hans dans når han koreograferer processen.
  3. Han stiller uddybende spørgsmål. Jae, så enkelt. En politiker vil lige levere en indstuderet pointe, men så holder Clement hende fast dér og stiller hende spørgsmål til det, før han går videre.
  4. Clement fylder mere. Han opsummerer og stiller kontraster op og risikerer at være for provokerende ved at fremhæve forskelle og uenigheder og han stiller spørgsmål så sylespidst op at dilemmaet i det bliver tydeligt.
  5. Han opsummerer for seerne hvad vi taler om og vender tilbage til hovedspørgsmålet. På den måde holder han blodhundesnuden i sporet.
  6. Han giver ordet videre bestemt af indholdet, ikke efter hvem der rækker en pote op. Han binder det ene udsagn og ide sammen med den næste ved at henvende sig til den relevante med et spørgsmål eller et konfronterende udsagn.

Men ved du hvad min favorit er?

7.  Han afbryder. Selvfølgelig lader han også folk tale ud, men han tillader sig at være tro mod det, gruppen har ønsket en samtale om. Han stopper simpelthen deltagerne, når de er på vej ud af en tangent. Det er der 150 måder at gøre på en ordentlig måde, og effekten er at han holder samtalens momentum.

Chokeret og rystet står du nu tilbage efter afsløringen af disse hemmeligheder.

Kan jeg være en Clement, spørger du.

Gør den til din egen clement

Løs bare slipseknuden. Ja, det kan du, for du bestemmer selv tempoet og stilen i supervisionen.

Skal det være over stok og sten, vækkende og æggende? Eller tager du tempoet ud af Clement (det lyder som en selvmodsigelse), skruer op for eftertænksomheden, så det bliver mere dvælende og kælende?

Ved begge hastigheder præsterer en clement godt. Den kan gå fra nul til hundrede hurtigt og køre i en høj omdrejningstakst, og den er ligeså effektiv ved lavere hastigheder, hvor den smyger sig rundt i svingene med et fast greb.

Når du er skarp, kan du skrive de ideer og betragtninger op på en tavle eller flip, som en visuel opbygning og opsummering af jeres samtale (som her eller her).

Men hov, det er allerede det næste format: Når du bruger visuel organisering.

Tilmeld dig, og få tilsendt inspiration som den her direkte på mail.

screenshot

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *