Ude på kanten

Hun har stillet sig i en sårbar position, som hun også beder publikum respektere, den høje, flamboyante schweizer Katalin Hankovszky. Ude på kanten af den store scene i den smukke sal i Paul Klee-museet i Bern, har hun sat sig til at live-coache en af deltagerne til EBTA-konferencen.

Tydeligt bevidst om situationen starter de to med halvtreds par øjne på sig, med at folde hans emne ud —og til den modige Katalins uheld, og til mit store held, er det præcis noget af det sværeste deltageren tager op:

Han står i et dilemma og skal vælge een af to gensidigt udelukkende handlingsstrategier.

Fastlåsende samtaler

Kender du de situationer?

Supervisionen risikerer at stivne i den samme rådvildhed, som personen selv sidder i, når præmissen accepteres —at samtalen eller supervisionen skal handle om »hvad skal jeg gøre«, om at pege på et af alternativerne.

Katalins samtale med konferencedeltageren var sådan en gave for mig, for i sikker afstand nede i de bløde, komfortable koncertsæder med plys kunne jeg formulere de greb, jeg selv bruger:

Tre greb til dilemmaer

1. Det første er et don’t: Undgå blindgyden med at lave »fordele og ulemper«-listen.

Supervisanden har været igennem den flere gange selv, uden at det har bragt hende videre.

En variation kan være at lege med at have truffet det ene valg og så mærke, sanse, opleve hvordan det er —og så lege med at have truffet det andet valg.

Men dilemmaet lever jo i at der er usammenlignelige fordele og ulemper ved de forskellige muligheder, der ikke meningsfuldt kan vejes op mod hinanden.

2. Befri samtalen ved at »give tvivlen liv«, som Cecilie Cornett og Klaus Bakdal skriver:

»…tvivlen er din ven. Hovedsætningen er denne: Tvivlen gør dig opmærksom på noget, der er væsentligt« (side 97)

Pointen med at undersøge tvivlen før dens løsning, er at genfinde det spørgsmål, supervisanden har stillet sig selv, og som ligger før hun har fundet på de forskellige handlemuligheder.

Problemet har været anledning for supervisanden til overhovedet at skulle finde løsninger.

Du skal bevæge samtalen ud over valgsituationen, væk fra ideen om at skulle finde på en løsning, og hen til at formulere anledningen til at forandring er nødvendig.

»hvad fortæller tvivlen dig om hvad der er vigtigt for dig, hvad der er på spil, hvad du ikke vil sætte over styr.«

3. Istedet for hvad, der skal vælges, så find ud af, hvad der skal vælges for.

Hvis pkt. 2 er at kigge tilbage på det spørgsmål, hun har stillet, handler dette om at kigge frem mod resultatet:

Hvilket mål skal den løsning, supervisanden vælger, tjene? Du skal hjælpe supervisanden hen til at beskrive, hvilket ønskeligt resultat, udfald hun håber på at een af de to handlemuligheder kan udvirke:

»Hvordan vil du vide, at du har truffet det rigtige valg,«

»Forestil dig, at det går op for dig, at du har truffet det rigtige valg: Hvordan vil du vide det, hvad vil fortælle dig, at det var det rigtige, hvad skal du se eller opleve for at vide med dig selv at ‘jo, det var det rigtige valg’?«,

»Hvordan vil din bedste ven opdage at du har truffet det rigtige valg, hvis du ikke har fortalt hende det endnu?«.

Resultatet?

Hvad kommer der ud af alt det? Prøv det af og skriv tilbage til mig, jeg vil gerne høre om det, lænet tilbage i mit plys-sæde!

Mit bud er, at din supervisand enten opdager, hvad der er det oplagte valg for hende, når hun bliver forbundet med formål og mening, at hun forstår, at det er de forkerte valgmuligheder hun har stillet op eller at det bliver nemmere for dig at pege en retning ud for hende.

Hvis du kan genkende situationen her, eller hvis du kan bruge de ideer, jeg kommer med, så gå ind og del dine erfaringer med os andre på vores Google+ eller Facebook-side. Så er du med til at skubbe på den bevægelse vi er i gang med: Insight is for sharing.

[cta btn_text=”Jeg interesserer mig for” btn_url=”http://wp.me/P5VaW2-B” bg=”” bg_light=”true” appear=”false”]Få tilsendt indhold ligesom den her direkte på email.

[/cta]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *