Supervision virker ikke.

Den gør ikke psykoterapeuter bedre til at hjælpe deres klienter.

Dét er ligeså rimeligt at påstå som det modsatte, at påstå at supervision giver bedre behandling. Ingen af delene har du belæg for.

Det er ikke min, men C. Edward Watkins’ konklusion. I 2011 pløjede han sig gennem hvad der var at finde af empiriske studier af det rimelige og simple spørgsmål: Bidrager supervision til klientens udbytte af terapi:

Efter et århundrede med supervision af psykoterapi og mere end et halvt århundrede med supervisionsforskning, kan vi stadig ikke empirisk besvare det spørgsmål (s. 252).

Rousmaniere  & venner gentog opsummeringen i 2014, stadig med samme besked – der er lidt indikationer i den ene retning og i den anden retning, men ikke nok til at du kan argumentere for at supervision af behandleren har nogen som helst effekt for klienten.

Såeh…

Superviserer du uden at vide om du bidrager til bedre behandling? Bestiller du supervision uden at vide om det hjælper dine klienter?

En anden type effekt eller en anden type supervision?

Men er det det eneste eller det rigtigste spørgsmål at stille om supervision? Som Watkins fortsætter sin konklusion:

Hvis vi ikke kan vise at supervision påvirker udbyttet, hvordan kan vi så forsætte med at retfærdiggøre supervision?

Ja, hvordan kan vi egentlig det – kan vi prøve med at argumentere med terapeutens rolleafklaring, samarbejde, selvtillid? Hvad med det med at tro på sig selv og sin metode, effekten af at finde en retning og en forståelse af sit arbejde med klienten? Er det ikke nok?

»Supervision har en effekt på os, på terapeuternes følelse af mestring af teknikker eller følelse af at mestre sit job. Problemet er bare at det ikke smitter af på klienterne.,« siger Susanne Bargmann.

supervision, effekt, icce, psykoterapi, psykologi

Hun har været nødt til at se det paradoks i øjnene efter hun tog implikationerne af Watkins’ konklusion til sig, både som senior advisor i Int. Center for Clinical Excellence og som mangeårig terapeut og supervisor:

»Jeg er enormt optaget af det med at vi som fag ikke har udviklet os i 40 år, for jeg synes at det er deprimerende. Når man har brugt så meget tid på at dygtiggøre sig, både gennem sit studie og også bagefter, så bliver jeg sgu’ deprimeret. Og fagligt har det drevet mig til at finde ud af hvorfor det er sådan, og supervision er jo noget vi bruger rigtig lang tid på.«

I en samtale med Morten Halberg, psykolog i HelsingUng, fortæller Susanne Bargmann sin egen historie til Indsikt.com. Samtalen handler om at vokse ind i rollen som supervisor, om hendes kampe og erkendelser, og hvad hun har indset at hun må gøre for at tage sin opgave som supervisor alvorligt.

Og hvilken ny praksis er vokset frem af Watkins’ konklusioner og det paradoks, det satte Susanne i? Hvad er hendes bud på hvad du gør for at bygge supervision, der faktisk ser ud til at hjælpe klienten?

For det – at være til hjælp for klienten – er et omkvæd, når man taler med Susanne.

Du kan høre hele samtalen her på Indsikt.com. Sørg for at være tilmeldt nyhedsbrevet, så du får besked så snart interviewet bliver posted.

Har du spørgsmål som Morten skal stille Susanne? Så skynd dig at skriv dem på vores facebook-side eller kommentarfeltet her, så kommer dit spørgsmål med.

Skal vi sende dig en mail, når der er nye artikler og interviews som den her?

Ja, send inspiration til mig

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *