Hvad gør du hvis supervisanden ikke har erfaringer, han kan trække på i supervision?

Når han ikke kan tænke sig til hvad der skal til for at stå i opgaven, simpelthen fordi det ligger udenfor hans erfaringers rækkevidde.

Så er det feje hold at spørge ham.

Du kan se hvad supervisanden bør gøre, og du slår så kraftige knuder på drøblen for ikke at sige det direkte i supervisionen, at du er ved at aktivere opkastningsrefleksen. Du sidder der og spørger refleksivt ind, men det bliver mere og mere til indpakkede forslag.

Når du ved det og har afprøvet det selv, men supervisanden ikke kender det, så er alle de refleksive baghåndsskruer ikke den bedste vej.

Så træder du i stedet ind i det naturlige hierakis autoritative position og er ekspert.

Ligesom Albert her, der ikke kan læse:

Øv, sagde Albert og kiggede ud af vinduet. Jeg vil meget hellere være sørøver og have træben til at skrue af og på.

Ja, det ved jeg, sagde lærer Sakarias. Men hvis du vil pudse dine briller og lade være med hele tiden at gemme dig bag kakkelovnen, skal jeg lære dig at læse sørøverbøger.

ØJJ, råbte Albert, kan man virkelig lære det i skolen?

Selvfølglig, sagde lærer Sakarias, bare man gør lidt af det jeg siger1.Albert Ole Lund Kirkegaard-500x500

Lærer Sakarias kan læse, det kan Albert ikke. I bytte for et løfte om sørøverbøger – helt udenfor Albert nuværende rækkevidde – kræver lærer Sakarias noget af Albert: Puds brillerne, lad være med at gemme dig bag kakkelovnen og gør lidt af det jeg siger.

Løfte og krav i supervision

Når du har erfaringerne og forståelse som supervisanden ikke har, så skal du være lærer Sakarias og tilbyde supervisanderne en relation med vertikal spænding:

Det naturlige hieraki er ikke noget vi behøver at tilføje, det er der allerede og er indbygget i enhver form for udvikling, hvor vi flytter os opad. Fundamentalt i enhver form for naturligt hieraki er tilstedeværelsen af vertikal spænding, der opleves som et krav om vækst 2.

Når du fortæller ham hvad du ser, hvad du ved og hvad du gør (andre-styring) begynder han at integrere det i sine erfaringer, og han kan bruge det, når du er sammen med ham (fælles-styring). Ved at der er en lærer der viser ham det først, når han egen-styringens mestring og til at løse opgaven selv.

Det er at arbejde i zonen for nærmeste udvikling. Man kan træde ind i den zone med en supervisor der ved mere, og det er derfor at du skal turde tage autoriteten på dig i den vertikale relation, med løftet om at han kan blive ligeså erfaren som dig.

Og hvordan gør man så det?

Hvordan?

Da jeg som helt nyuddannet skulle lære mit fag at kende, var jeg i supervision hos Janne Graff fra Inpraxis, og når jeg tænker tilbage på hendes supervision, var der især tre kunster hun gjorde, som du kan gøre hende efter.

1. Fortæl supervisanden hvad du lægger mærke til. 

Få supervisanden til først at fremlægge sagen eller viser dig video eller andet materiale fra samtalen, og så prøv at læg mærke til alt det, som du ser og hører, som hun ikke har opdaget endnu. Du har opdaget det fordi en del af mesterskab er at sanse flere forskelle.

Peter Bastian kalder det at mesterskabet er markeret ved stadig finere differentiering:

…og når vi fatter interesse lægger vi mærke til flere og flere detaljer og sanser finere og finere. Det kalder vi differentiering. … Det er udtryk for den ekstreme følsomhed for detaljer som følger af mesterskabet.3

»Hov, stop den lige,« afbrød Janne den optagelse fra min samtale, jeg havde taget med. Hun gjorde det tit. Hendes små øjne plirrede mere end sædvanligt mens hun fokuserede på skærmen, og hun sagde:

»Se hvad hun gør dér.«

»Ja!…« svarede jeg, uden at se det.

2. Du skal konceptualisere. 

Heldigvis forklarede hun mig det, og det skal du også gøre.

Fortæl hvad der sker, forklar det, sæt det du har opdaget i en meningsgivende ramme – en teori, fortælling (se på videoen her). Så kan supervisanden bedre huske det og efterfølgende selv finde flere situationer, hvor det sker.

Efter en lang periode med Jannes plirrende øjne og hendes »hov stop dér« på mine optagelser fra samtaler, opdagede jeg en dag jeg sad på mit kontor, hvad mesterlære går ud på.

Midt i en samtale med en klient så jeg i et øjeblik med Jannes øjne på hvad der foregik. Jeg vidste allerede hvad hun ville sige, når hun så optagelsen: »Det her er jo det Janne har talt om«, sagde jeg (tavst til mig selv, bare rolig).

Supervisionen var flyttet ud af supervisionsrummet. Det er dét mesterlæren går ud på.

Jeg opdagede hvad der foregik, fordi hun havde lånt mig sine plirrende øjne, og jeg forstod det fordi hun havde sat det i en teoretisk og metodisk forståelsesramme, der gav det mening. Nu kunne jeg se det selv, og så vidste jeg også hvad jeg skulle gøre.

Hvordan vidste jeg det? Fordi Janne havde fortalt mig det. Og det er den tredje kunst, når du er ekspert; når du er lærer Sakarias:

3. Udpeg en handling. 

Det er en hjælp at få at vide hvad man skal gøre. Når dine supervisander kan gå ud i verden og prøve sig frem, gør de sig levede erfaringer, de senere kan reflektere med.

Plask. Ud i det.

Til en start skal du sige hvad du ville gøre i den situation, eller simpelthen bare sige hvad supervisanden skal gøre.

Efter noget tid bidrager I sammen og udvikler de ideer, supervisanden går ud og afprøver med hinanden.

Til sidst – og det er mesterskabets egenstyring – kan du spørge til hvad han plejer at gøre eller hvad han og hans kolleger kunne forestille sig at gøre. Så kan du bruge de andre formater for supervision.

Tilmeld dig gratis og få inspiration direkte på mail.

Ja, send inspiration til mig

  1. Ole Lund Kirkegaard: Albert ↩︎
  2. Peter Bastian: Mesterlære ↩︎
  3. sm. ↩︎

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *