Du skal ikke kende alle svar, når du indleder en supervision. Her tre dogmer, der gør det lettere at supervisere.

Min datter Astrid skiftede lærer fra 5. til 6. klasse. Det viste sig, at hun var bagud med matematik, og derfor satte vi os hver aften for at indhente det forsømte.

Hendes første problem var, hun gik i panik, når hun så et regnestykke. Hun sagde: »Jeg ved ikke, hvad løsningen er!«.

Hun stirrede bare med gråden i halsen på siden med tal, tegn, kolonner uden at vide hvad hun skulle gøre, uden at føle at hun var spor ok.

Det er den samme sætning jeg har hørt flere gange næsten ordret fra supervisorer, sagsbehandlere, psykoterapeuter m.fl. Den opstår typisk, når du møder et svært problem, og muligvis forventningen fra andre om, at du skal løse det:

»Åh nej, de forventer at jeg ved, hvad de skal gøre i den her sag!«

Kender du det? Så kan det være at du, ligesom Astrid, tror, at det at kende løsningen er det samme som at kende svaret.

Men det skal du ikke, du skal ikke kende svaret. Følg denne artikels tre dogmer og skærp dit fokus som supervisor uden at skulle på så slidsomt arbejde.

#1 Bare læg mærke til, hvad der sker i rummet.

Din opgave er at registrere det der er. Det der sker lige nu i processen mellem deltagerne. Du er som en opdager på et gerningssted.

  • Du opdager, når der sker noget, der er vigtigt for bevægelsen hen mod at besvare supervisionens spørgsmål.
  • Du opdager, hvordan deltagerne åbenlyst eller subtilt reagerer på hinandens kommentarer.
  • Du opdager, måden de formulerer centrale temaer: De ord, de bruger, oversete ressourcer og færdigheder, implicitte antagelser og forklaringer.

De informationer bruger du til at læne samtalen mod muligheder, ideer, støtte og håb.

Uden at vide hvad »svaret« er – endnu.

Dét er første dogme.

Da vi begyndte på at sætte os med lektierne om aftenen, rodede Astrid rundt i regnearterne. Når hun så et regnestykke, skulle hun lære at identificere og isolere bare een information for at have et udgangspunkt, nemlig: »Dette er et gangestykke.«

Hun skulle lære at starte i det, der er.

Turde nøjes med bare at opdage. Hun skal turde nøjes med at identificere regnearten, uden at ville vide, hvad resultatet er – endnu.

#2 Bare skab bevægelse i processen.

Kodeordet her er: Eet skridt, og eet skridt kun.

Hvorfor bliver vi forvirrede og tror vi skal kende svaret?

Ja, måske fordi Metode i vores lærebøger og på konferencer og kurser oftest fremstilles som noget normativ, noget vi kan gøre rigtigt eller forkert. Enten skal vi rendyrke nogle teknikker til perfektion, som om de i sig selv var målet, eller også skal vi quasi-religiøst hylde en række overordnede principper eller værdier — emblemer, vi kan sætte på skjorten.

Men hvis metode skal være til hjælp, skal vi kigge efter de enkelte skridt du tog i en specifik situation, i en specifik supervisionssamtale. Så ser vi, hvordan du bragte supervisandernes bevidsthed, opmærksomhed, ideer og forståelse fra punkt A til punkt B, gennem det du sagde og gjorde.

Det gjorde du eet skridt ad gangen, ved at gøre een ting efter den anden. Og så en tredje efter det.

Ligesom for Astrid.

Når hun ved, at det er et gangestykke, kan jeg spørge hende: »Hvordan stiller du et gangestykke op?«.

Når hun har stillet det op på papiret, kan hun se så langt frem som til, hvad den næste handling er, der bygger ovenpå (gang med eet tal ad gangen) – og det er godt nok!

Så længe hun holder øje med, hvad næste skridt er, fokuserer hun på processen, og det er godt.

Det er andet dogme.

#3 Bare brug dét, der allerede er.

Astrids break-through var at opleve, at hun ikke behøver at kende svaret, for at kende løsningen.

Hun opdagede, at hun kan stole på, at processen organisk afføder svaret: Det står pludselig længst ude til højre på papiret – af sig selv.

Ligesom for Astrids matematik, vokser det svar, som supervisanderne leder efter, organisk frem af supervisionsprocessen. Når du stoler på, at svaret vokser frem af løsningen.

Når du tager afsæt i det, der allerede bliver sagt eller måden det bliver sagt i rummet.

Når du faktisk tør bruge dine opdagelser af processen som afsæt for det, du siger og gør.

Når du med eet spørgsmål eller eet udsagn ad gangen lægger til det, supervisanden lige har sagt, og læner samtalen mod muligheder.

Så får du mere ro, sikkerhed og frihed som supervisor – og bedre mulighed for at tage ansvar for processtyringen.

Det er tredje dogme.

Skal vi sende dig en mail, når der er nye artikler og interviews som den her?

Ja, send inspiration til mig

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *