Klientens ærgelse over problemet og alle hendes bekymringer og overvejelser er startfløjtet i de fleste samtaler. Du gør dit yderste for at anerkende, forstå og rumme den frustration og smerte hun oplever, men din samtale bevæger sig ikke rigtig videre fra problemet.

Er der ikke en vej fra det problemfastholdende til samtaler, der bevæger klienten mod mere håb og flere gode ideer?

Du behøver ikke at finde på noget smart, avanceret eller nyt. Ved at lytte klogt i forgreningspunkter kan gøre det enklere at have en løsnings-praksis i supervisioner og samtaler (læs de første her, her og her).

Problemet

Sådan her kan din samtale eller supervision lyde:

  • Sagsbehandleren i supervision taler om den »mistillid«, hun har til borgerens intentioner med at indgå i samarbejdet: »Jeg kunne tænke mig at sige til ham, at jeg er i tvivl, simpelthen, om hvor vi er på vej hen.«
  • »Vi går hele tiden fejl af hinanden«, siger kollegerne til hinanden i det konflikthåndteringsmøde, ledelsen har indkaldt til.
  • Lærerne, der for Gud ved hvilken gang skal igennem omstruktureringer, og som slukørede og desillusionerede siger at »det er jo os, der kender hverdagen, men vi føler os sat udenfor indflydelse på vores egne rammer«.
  • Eller forældren, der desperat indleder netværksmødet med at remse datterens bekymrende adfærd op: Hun er begyndt at svare igen, mobbe sin lillesøster, lærerne siger hun ikke laver lektier og hun er begyndt at have noget meget uheldige venner.

De ærger og bekymrer sig over et problem – men hvilken samtale kan det være udgangspunkt for, hvis der skal være bare en smule håb?

4 veje fra problemer

Når først du er blevet lassoet af ideen om at du skal »gøre noget« med problemet, er der tre udveje, der tilbyder sig:

  1. De kan forsøge at forklare og uddybe problemet og dets historie eller forklare og uddybe måden personen forholder sig til problemet.
  2. De kan sympatisere med klageren.
  3. De kan finde på løsninger på problemet, finde handlinger, der skal få problemet til at forsvinde.

Til hver af de tre veje bør du spørge dig selv: Hvad er virkningen lige nu i denne samtale, hvis jeg tager den vej, og hver af de tre har klare ulemper, du skal holde øje med.

Men hvad nu hvis du vil »gøre« lidt mindre, men stadig facilitere forandringsrettede processer? Er der en fjerde vej (spurgte han ledende)?

Den fjerde vej hviler vægten i den bevægelse og det håb, der allerede er til stede i problembeskrivelsen. Den sigter på at du bruger klagen som den er til at udfolde og beskrive den ønskede fremtid, den tilstand, supervisanden eller klienten længes efter.

Når samtalen beskriver målet, den ønskede fremtid, det håb om forandring, der ligger ‘bag’ frustrationen over problemet, opstår retning og motivation organisk, af sig selv, simpelthen ved at blive afdækket.

Så hvad er det, du skal opdage, for at kunne bruge klagen over problemet klogt som forgreningspunkt?

Klagen

Lad os se på eksemplerne igen med friske øjne, og se hvordan dét i sig selv giver andre muligheder.

De friske øjne opdager, at den anden med sin klage allerede udpeger en forskel mellem det, der sker nu og noget federe, han hellere vil have. Han er allerede begyndt på at definere og beskrive målet!

Klagen over problemet indeholder allerede både tilstanden nu og en længsel efter noget andet, som han med formuleringen af problemet allerede implicit har defineret.

Klagen over problemet er et forgreningspunkt

Du behøver altså ikke at introducere noget nyt.

Spor af konkrete beskrivelser

  • Sagsbehandleren, der klager over at opleve mistillid, vil gerne opleve tillid til borgeren, og »vide at vi arbejder på samme projekt«.
  • Kollegerne i teamet vil gå ret af hinanden, de ønsker allerede et samarbejdsklima, hvor de kan tale klart sammen, forstå hinanden og stole på de bedste intentioner.
  • Lærerne der er vrede og kede ønsker indflydelse på deres arbejdes rammer.
  • Forældren til netværksmøde vil kunne genkende forandringerne, ved at datteren taler pænt til dem derhjemme, behandler sin lillesøster godt, lave sine lektier og har mere heldige venner  (hvad det så mon end betyder).

Ja, så enkelt er det. Prøv at sammenligne med punkterne ovenfor.

Som du kan se drejer det sig her om en minimal forskydning af vægten, der ved første øjekast virker ubetydelig. Et lillebitte kip.

Flytte vægten en smule uden at begynde at gå

Det vi har gjort ovenfor er bare at strege ikke– i sætningerne eller beskrive problemets naturlige modsætning. Så står ønsket om, hvad der skal være anderledes frem af sig selv. Herfra kan I bare uddybe og beskrive.

Og det er simpelthen tricket i at møde klagen anerkendende og tage den alvorligt: Du taler ind i problemets konstituerende modsætning, dvs. det der overhovedet gør det til et problem, nemlig hvordan det skulle være i stedet.

Forgreningspunktet bliver tilgængeligt, når du lytter dobbelt.

Den anden kender ikke svaret endnu på hvad problemets modsætning er, så måske kan du helt simpelt foreslå det, du lige har hørt.

  • Plejer du at have tillid til borgerne? Er det vigtigt for dig og for dit arbejde?
  • Ja, det er da ikke til at leve med, at I går fejl af hinanden; hvordan vil det være, når I begynder at forstå hinanden?
  • Ahh, så I vil gerne have indflydelse på jeres egne rammer.
  • Når hun taler ordentligt til jer derhjemme, laver sine lektier, og du ser hende sammen med nogle andre venner, så er det tegn på at vi har løst vores opgave her til netværksmødet?

Når du folder de beskrivelser ud, vil der på et tidspunkt være en helt triviel, banal undtagelse til problemet, og det kan du hoppe direkte videre til at læse om her.

Del den her post med dine kolleger, hvis den har inspireret dig, så vi kan gøre supervisioner og samtaler bedre sammen: Insight is for Sharing.

Tilmeld dig, og få tilsendt inspiration som den her direkte på mail.

screenshot