1.

Da jeg startede i mit første job som psykolog, dagen før vi afleverede speciale, var det i mit ønskejob. Kry og stadig meget universitets-akademisk, men med en fornemmelse af at være både erfaren, moden og kompetent, må jeg have overlevet på meget overbærenhed fra min arbejdsplads.

Men min første oplevelse med at supervisere pillede effektivt fornemmelsen af at være ovenpå af mig, for den gruppe jeg superviserede, mønstrede ikke den overbærenhed.

Hvis jeg kunne skrige til mig selv, derfra hvor jeg er nu, på tværs af tiden, ville jeg give mig selv tre råd om at være supervisor, i håb om at det havde fået mig til at go slow.

2.

Lokalet, jeg skulle være med gruppen i, var det tidligere direktionsmødelokale, og du skal ikke have været i mange kommunale bygninger fra 60’erne, før du godt ved, hvordan det så ud: Lavt til loftet, langt og smalt med vinduer ud mod en lysfattig, asfalteret atriumgård, billeder på væggene, som du aldrig kan huske, så snart du har vendt hovedet væk, og et langt, langt og bredt bord i kontorbøg.

Særligt bordet husker jeg.

Da jeg kom derind første gang jeg skulle supervisere, sad hele afdelingen allerede samlet omkring det; tyve midaldrende kvinder, sosu-assistenter og plejere fra den sjællandske provins, der var vant til at arbejde på psykiatrisk plejehjem (husk på, at jeg var 26, mand, akademiker, københavner-agtig, med hovedet mere i teorien, meta-teorien, über-meta-teorien, principperne for über-meta-teorien).

For enden af bordet var stolen trukket ud, en kop med underkop sat klar, og kaffen hældt op.

Til venstre sad oversygeplejersken (hun røg faktisk cerutter i pauserne med sine lige, stramme læber under den korte drengehårs-frisure), og ved siden af hende sad afdelingens første-assistent.

Jeg kan ikke huske om jeg gik rundt og hilste på dem alle sammen, for panikken har slettet store dele af erindringen, kun, at idet jeg satte mig tøvende i stolen, slog fornemmelsen mig, af at noget var galt:

»Hey, jeg har da egentlig aldrig været til eller afholdt en supervision…?«.

Jeg var med andre ord blank.

Samarbejdet gik ganske rigtig galt. Ofte græd jeg i toget på vej hjem, og det må have været ligeså ubehageligt for medarbejderne på afdelingen. Forstanderen var inde over og måtte kalde mig til orden til at fortsætte, hvad der hver gang føltes som at gå til skafottet.

Der var tydelige forventninger til at jeg med mine år på universitet vidste bedre end de, hvad der var i vejen med de beboere, de havde, og dermed hvordan beboerne »skulle tages«.

Der var forventninger til at konflikterne i afdelingen mellem personalet og med lederen, kunne tages med ind i supervisionsrummet og håndteres af superviser, plus en masse andet, som jeg på ingen måde vidste, hvad jeg skulle gøre med.

3.

Jeg ønsker af hele mit hjerte, at du ikke behøver at opleve noget lignende, og ikke behøver at ende i den stejlhed, som min usikkerhed fik mig til at holde fast i.

Derfor har jeg tre råd, når du starter, som helt overordnet skal hjælpe dig med at go slow:

  1. Det er ikke din opgave at lykkes med deres arbejdsmiljø eller med deres arbejde (tak, Klaus Bakdal); du skal allerførst bare gøre dit bedste for at tilbyde en ramme og nogle spørgsmål, som de kan reflektere over deres arbejde i.
  2. Spørg løbende ærligt om deres feedback og prøv loyalt deres ideer af.
  3. Hold dig til en enkel, velordnet, genkendelig grundstruktur for processen. Ikke krampagtigt, ikke så den står i vejen for supervisanderne ved at gøre form vigtigere end indhold, bare på en måde, så du får taget ansvaret for processen og har noget at styre efter.

Kan du høre det, Jacob?

Hvis du kan genkende situationen her, eller hvis du kan bruge de ideer, jeg kommer med, så gå ind og del dine erfaringer med os andre på vores Google+ eller Facebook-side. Så er du med til at skubbe på den bevægelse vi er i gang med: Insight is for sharing.

Send mig indhold ligesom den her direkte.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *