»Vi vil gerne tale om Sareb. Han er syrer, bosat her side ’92. Han er gift og har to børn. Vi er startet i behandling med ham for tre måneder siden, men han er så dårlig, at han bare siger ‘det ved jeg ikke’, hver gang vi spørger ham om noget, særligt når vi stiller spørgsmål til hans baggrund.«

Scrollede du over det? Du ventede på, hvad du skulle bruge det til? (det gør jeg).

Thomas fortsatte i virkeligheden meget længere i supervisionen med at fortælle mig om Sareb, om hans liv, om hans reaktioner, hans sagsforløb, om fakta, som det første i supervisionen.

Og jo mere han og hans team fortalte, tænkte jeg også på, hvad jeg skulle bruge det til som supervisor.

På vej mod forvirring

Jeg kommer i tanke om episoden i går. Jeg sidder med en lille gruppe på to rådgivere fra et frivilligt rådgivningscenter, og Sarah tager ordet:

»Jeg har en sag med. Som jeg egentlig har afsluttet, men den er lissom stadig uforløst. Jeg tror jeg har brug for at komme rundt om den.«

»Mhm,« starter jeg tøvende, mens Sarah taler videre:

»Jeg sidder med noget viden om pigen, som jeg tænker er vigtigt at der blir arbejdet videre med. Hun hedder Olivia og går i 6te klasse, jeg har talt med hende fire gange om …«

Og jeg er på vej ud af den samme vej med Sarah som med Thomas.

Supervision er undren

Supervision begynder først med supervisandens spørgsmål, ikke med en fremstilling af sagen.

Indtil spørgsmålet er formuleret er supervisionen ikke i gang.

Det er supervisandens undren over sagen, som peger ind i muligheden for at hun træffer andre professionelle valg. Derfor kan du ikke gøre det til supervision, før du har Spørgsmålet.

Hvorfor taler vi om det her?

»Hvorfor taler vi om det her?« Det var det jeg havde spurgt Thomas og hans kolleger om, husker jeg pludselig, mens jeg sidder overfor Sarah: »Hvad er det, jeg skal hjælpe jer med?«

I det øjeblik var der sket noget andet i supervisionen med Thomas. Han trak hagen ind i et ryk, satte sig tilbage i stolen, så på mig før han sagde:

»Ja. Men giver det mening at sætte ham i behandling?« Og hans kollega var hurtig til at præcisere: »Hvordan finder vi ud af, om vi er det rigtige tilbud?«

De havde stillet et spørgsmål! Til sig selv, hinanden, til mig, til supervisionen. Et spørgsmål, som vi den næste halvanden time gjorde til udgangspunkt og pejlemærke for processen.

Med det pejlemærke lagde de deres refleksioner i forlængelse af hinandens, ikke i forskellige retninger. Vi fokuserede på at dele med hinanden, hvilke parametre de generelt brugte til at vurdere relevansen af deres behandling.

Tre formål

Spørgsmålet, der udtrykker supervisandens undren giver:

  1. Supervisionen retning, så du ved at I løser det I skal. Dermed træffer du dine valg som procesfacilitator med henblik på, hvad supervisanden synes er relevant.
  2. Koordination og interaktion. Når alle ved hvad I er i gang med, kan de bidrage relevant og bygge ovenpå de andres refleksioner. Dermed bygger supervisionen op til erfaringsudveksling og fællesskab i teamet.
  3. Fokus på supervisanden og hendes læring, hvad hun vil gøre anderledes. Dermed giver supervisionen handlekraft og ansvar.

Hvad er dit spørgsmål?

Med det i tankerne (hvad var Sarahs spørgsmål?) gik jeg direkte til spørgsmålet uden at få hendes sagsfremstilling:

»Det kan være vi skal starte et andet sted. Hvordan vil du vide, at vi har været til hjælp for dig i dag? Hvad skal du se ændre sig i dit arbejde med Olivia for at det har været brugbar supervision i dag?«

Sarah sidder og kigger op i loftet, ned i gulvet, siger hmm… (Jeg sidder så stille jeg kan imens).

»Så blir det sådan noget mærke-noget. Jeg skal have ro i maven, « siger hun.

»Ok. hvad vil det da fortælle dig?«

»At jeg har gjort det godt nok med at overdrage sagen til nogle andre. Ja, det er jo rigtigt, jeg skal jo ikke fortsætte med hende. Jeg skal have det godt med at overdrage hende.«

Vi finder ud af at supervisionen skal handle om hvordan hun overdrager sin viden om Olivia på en måde, så hun får ro i maven. Vi skal undersøge hvad der vil fortælle hende, at hun har gjort det godt nok.

Dét var Sarahs Spørgsmål, det var dét hun undrede sig over; det var dér supervisionen startede.

Turde spørge

Din opgave som supervisor er at turde spørge om, hvorfor I taler om det her:

Hvad kan jeg hjælpe jer med?

Hvordan vil du kunne se at supervisionen har været til hjælp for dig?

Jeg skriver turde spørge, for det kræver din fasthed allerede med dét spørgsmål at introducere en forandring, et brud, et skift i supervisionen, en rettethed, som du kan mærke i supervisionens rytme og stemning.

Og den fasthed karakteriserer de øjeblikke, hvor du er til hjælp som supervisor.

Få tilsendt indhold ligesom den her direkte på email.

screenshot