interviewet af Jacob A. Cornett

Læs her hvordan psykolog, underviser og supervisor Jacob Mosgaard tager sin motivation alvorligt, bla. for at skifte spor og for at lære sig evnen til at flytte sig som supervisor. Læs den tidligere post om motivation og interviewet med Nina Jensen om motivation.


Jacob Mosgaard, har du oplevet som supervisor at din egen motivation har spillet en rolle for supervisionen?

Ja, jeg superviserede engang en personalegruppe igennem et år, og jeg kunne godt lide dem som mennesker, deres arbejde interesserede mig, og jeg syntes også, at det, jeg kunne byde ind med var relevant, for jeg har længe beskæftiget mig med deres felt, familiebehandling, både som terapeut og supervisor.

Men alligevel var der noget, som generede mig og gjorde mig  tung i kroppen før hvert møde. Jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad, for det der burde være til stede, var til stede.

Motivation såvel som de-motivation kan vise sit ansigt på forskellige tidspunkter – midt under supervisionen eller på forhånd, i min bil på vej til aftalen. Nogle gange ser jeg frem til supervisionen med energi og glæde, andre gange har jeg lyst til hellere at køre hjem. Sådan var det også dengang.

Stemningen med gruppen var oftest hyggelig, men også præget af træghed. Spørgsmål, jeg oplevede som hjælpsomme og relativt ligetil og blide, blev mødt med stor tænksomhed og med »det ved jeg ikke«.

Jeg kunne ikke greje det, og det endte da også med, at de ønskede at fortsætte med en anden supervisor.

Hvad har det lært dig om, hvad du skal gøre eller tænke som supervisor om motivation?

Det har virkelig skubbet til mig og skærpet min uærbødighed over for mine egne grundlæggende præmisser.

Derfor skifter jeg spor, når jeg oplever at noget ikke fungerer. Jeg tager min ulyst til at møde op alvorligt og bruger den til kontekstafklaring og forventningsafstemning.

Når det, der plejer at virke ikke gør det, kalder det på

  1. at jeg gør noget andet, og
  2. at jeg gentænker hele konteksten for supervisionen, og ikke mindst
  3. at jeg drøfter min tvivl og overvejelser med supervisanderne.

Selv om det måske kan tage sin tid, er det det hele værd – for supervisanderne og for min motivation.

Har du også oplevet det modsatte, hvor motivationen så indfandt sig?

Ja, en anden gruppe, som jeg superviserer, beskæftiger sig med et område, jeg kun har perifert kendskab til. De er jurister og har ikke specifik interesse for den systemiske og narrative teoretiske erfaring, som ellers ofte er efterspurgt. De har heller ikke defineret hele konteksten særlig klart, men det forsøger vi så at gøre løbende.

Her burde præmisserne være helt forkerte, men jeg ser altid frem til supervisionen, og samtalen flyder uproblematisk. Og de er tilfredse med forløbet.

Nogle gange er motivationen der, og nogle gange er den der ikke. Uanset forberedelser eller forventninger kan det aspekt ikke planlægges væk. Og netop dét har været en aha-oplevelse for mig.

Hvad har det da lært dig? 

At måske har indsatsen mindre at gøre med metode og ekspertise og mere med evnen til at flytte sig. At skifte retning, udvise fleksibilitet og en vis uærbødighed over for både supervisandernes og mine egne faste ideer om, hvad god supervision er og bør være.

Måske har indsatsen mindre at gøre med metode og ekspertise og mere med evnen til at flytte sig.

Og jeg har en forestilling om, at min indsats gør en forskel for dem, jeg er supervisor for – men måske er det en anden type indsats, der er brug for, end den jeg nogen gange får lokket mig selv til at yde.

En alarmklokke er humoren: Når humoren og letheden siver ud af rummet, siver kreativiteten med ud. Det gør en forskel i forhold til stemningen i rummet, og til min egen indsats.

Hvordan har det hjulpet dig at holde mere øje med din evne til at flytte dig?

På mange måder!

  • Jeg bliver en gladere supervisor, med mere overskud.
  • Jeg bliver bedre til at udvide min palet og ikke bare hænge fast i det, jeg plejer at gøre.
  • Det hjælper mig til at være til nytte for supervisanderne med det, de rent faktisk ønsker hjælp til.
  • Det minder mig om at lytte til min intuition, når lysten udebliver.
  • Og så gør det mig i stand til at sige nej til opgaver, hvor jeg er den forkerte supervisor.

Vil du sige noget mere om det med at »være til nytte for supervisanderne« og »sige nej til opgaver«? Siger du faktisk nej til supervisionsopgaver?

Ikke ofte nok!

Men min motivation skærpes ved at være mindre opmærksom på at være en dygtig hjælper, en ekspert, som fixer folks problemer med alle mine dygtigheder, og mere opmærksom på at gøre gavn i forhold til supervisandernes ønsker. Og nogen gange finder jeg så ud af, at det egentlig ikke er supervision, de ønsker, men noget andet.

Det er et fokusskift fra mig selv til de andre.

Det burde være en selvfølge… men når alles øjne retter sig mod mig, bliver det alligevel udfordret. Så er den ydmyghed ikke så let at udøve i praksis.

Men det komplekse arbejde fodrer min motivation, og dét – er min påstand – dét gør mig til en bedre og mindre rigid supervisor.

Gianfranco Cecchin siger: Vær nyttig, ikke hjælpsom.

Vær nyttig, ikke hjælpsom.

Få tilsendt indhold ligesom den her direkte på email.

screenshot