Min svømmelærer Anette.

Det er hende, jeg tænker på, sjovt nok, da bildøren tungt klikker låst, og jeg krydser de afstribede båse mod parkeringsautomaten. Måske på grund af en lugt af klor i luften.

Det var hende, der i 6. klasse overvandt min frygt for vand og svømning og mit behov for både svømmebælte, badevinger, dykkerbriller og svømmeplade – og bassinkantet.

Mine forældre kvitterede med »Set« i kontaktbogen, da hun skrev en begejstret beretning om mine nuvundne svømmeevner, og jeg hverken takkede hende eller roste hende foran hendes kolleger. Nogen stor bonusløn har det nok heller ikke udløst, at hun lærte en tilfældig unge at svømme.

Det handlede bare ikke om hende, hun gjorde det for at hjælpe mig. Hvad vil det sige at komme så meget af vejen som Anette?

At ville hjælpe

Det er dén motivation, din supervision skal være funderet på: At ville hjælpe.

Din begrundelse for at supervisere, dit »hvorfor«, påvirker og farver din attitude overfor supervisanderne og din måde at supervisere.

At ville være til hjælp er den sundeste begrundelse for dig selv, og det er den, der holder dig kreativ og skarp – uden noget at kunne miste.

Det hjælper dig at huske på og at dyrke din motivation, for den er afgørende for, hvordan du griber de tre typer af udfordring til dig som supervisor, når du ikke kommer af vejen, men det bliver dig, det handler om.

Her kommer tre motivationer, der sikrer dig fiasko.

1. Kontorfuldmægtig fra 50’erne

Det er en dag, der startede på kanten af sengen kl. 06:15 i en kold verden (med en varm dyne), med at jeg ikke orkede at skulle ud at supervisere. At skulle præstere, være på, komme med ny energi, gode ideer og nærvær. At skulle engagere mig i andres arbejdsliv.

»Stakkels mig«, tænkte jeg, og altid prikker de situationer til spørgsmålet: Hvad er din motivation for at stå op?

Jeg kom op og afsted, men motiveret som en kontor-fuldmægtig fra 50’erne gennem morgentrafikkens sneglefart til at »sætte flueben« ved den supervision, jeg skulle ud og afholde. Uden at stille spørgsmål til det, stod jeg op og passede de opgaver, der stod i kalenderen, fordi, ja… det er nu en gang bare det, jeg skulle.

Når nu det stod i kalenderen.

Det var med forpligtelsen, jeg vandt over ulysten.

2. Yuppie.

Det første, der så faktisk stod i kalenderen, gjorde det ikke bedre: En prøve-supervision, har deres leder kaldt det. Det var mig, der var på prøve.

»Ja, super god ide«, havde jeg svaret mailen efter at have tastet udregningen: Ja, det er dejlige penge.

Og en fast aftale med dem kunne jeg endda bruge som løftestang til mit image på LinkedIn, alle kender de folk, jeg skulle ud til. Endnu mere prestige. Endnu bedre penge.

Og så kunne det være, at ham, der også superviserer indenfor det felt, kunne rykke ned som nr. 2 og jeg blive nr. 1.

Nummer 1!

Sådan tænkte jeg, før jeg trillede ind på en frodig villavej, parkerede bilen foran et par murermester-villaer, og gik indenfor i de lyse lokaler, gennem venteværelsets kokosgulvtæppe, fik serveret kaffe i Bodum-kander og satte mig til rette helt yderst på en dansk design-klassiker, placeret skråt foran alle de rigtige bogrygge opmarcheret i reolen.

Jeg greb situationen med en motivation som en yuppie, med grådighed efter penge, prestige og endnu mere usselt, efter anerkendelse.

Jeg blev taktisk og strategisk.

Det her er fedt, tænk hvis jeg kan få dem overtalt – hvad mon jeg skal gøre, (jeg ser lige sådan her ud i ansigtet), hvad skal de mon helst se mig gøre, for at ville have mig? Hvad skal der ske på de to timer, for at de synes jeg er kompetent?

Det er Jacob, der kommer i vejen. Det bliver for smertefuldt at høre på feedback om Jacob, hans stil og hvad han har gjort, for så meget er hængt op på, at de kan lide ham.

Gid jeg bare kunne droppe den motivation, og gå ind i det som Anette, min svømme-lærer.

3. Helten.

Det er blevet eftermiddag. Det sidste sted, jeg skal være efter en lang, varm køretur, kræver en parkeringsbillet til de opstribede båse.

Indenfor venter et valg mellem at døse væk af iltmangel og varme bag de store, lukkede vinduer i det lille, tætpakkede lokale, eller at blive døv af larmen fra gaden udenfor åbne vinduer.

Ved parkeringsautomaten opdager jeg min ulyst til at gå derop.

Jeg ved, de kommer for sent, jeg ved, de sætter sig med tomme ansigter og venter på, hvad jeg finder på; jeg ved de lige er kommet susende fra noget andet, som de stadig har i hovedet. Jeg ved de vil udfordre min position som supervisor, bryde formen, prøve at overtale mig til at tale deres sag overfor ledelsen.

Hvad skal jeg dog gøre?

Processtyringen bliver svær, men den motivation, jeg griber den med er: Mig mod dem, jeg skal vinde. Jeg bliver helten:

De er så mange derude og jeg er kun een. Men de er så dumme og jeg har sådan ret i, hvad jeg gør, så når det bliver svært, skal jeg tænke på at bevare min position. Jeg må klare den igennem.

Jeg må klare mig. Så ensomt og forkert.

Svømmelærer-motivation

Men uforklarligt husker jeg som sagt på min svømmelærer Anette.

Hun fik hverken flere penge eller perks, ikke prestige på lærerværelset, når hun accepterede, at jeg skældte hende ud over, at det var så svært.

Og tilbage til bilen med parkeringsbilletten og ind ad døren til gruppen, siger jeg halvhøjt til mig selv som svar på alt det, der venter mig:

»Gid de får det godt. Gid jeg kan bidrage til det. Jeg stiller mig til rådighed for dem i de næste timer, med det bedste jeg kan, for at de kan komme videre med det, de er i gang med. Jeg er her for deres bedste.«

Gid jeg kan være til hjælp.

Hellere hjælpe end at få ret

Da jeg sætter mig ind til gruppen, sker der noget forunderligt. Noget, der er så stort, at jeg kun lægger mærke til det, ved at lytte efter detaljerne.

Det er ikke det, at de ikke kommer for sent, drysser gradvist ind, men at jeg uden fordringer kan vente på dem og glæde mig over at se dem.

Det er ikke det, at jeg ikke bliver udfordret. Hende, der tager noget op, kigger mig direkte i øjnene, rynker panden og siger, at jeg ikke skal spørge hende, hvad der skal ændre sig som følge af supervisionen.

Det er ikke det, at jeg holder op med at have ret – det er faktisk et skidegodt spørgsmål netop at spørge sådan. Forskellen er, at jeg ser at hun også har ret – netop at spørge sådan virker ikke godt for hende, jeg må finde på noget andet.

Jeg hører forskel på, når jeg har ret og når jeg er til hjælp.

…forskel på, når jeg har ret og når jeg er til hjælp.

Jeg kan høre empatisk, når jeg er til hjælp, mærke når jeg står sammen med hende og hendes kolleger i det, de arbejder med.

Jeg kan høre sprogligt, når jeg er til hjælp, ved at jeg taler på samme måde som hende om det rod, hun ærger sig over, og ved at hun, når jeg ændrer betydningen lidt, begynder at tale på samme måde om det.

Jeg kan høre det rytmisk, når vores samtale sagtner farten, bevæger sig i et tempo, der er nyt for os begge; når hun, mens jeg kigger på hende og i smug ønsker, at hun må få det godt, stopper op og ser mig længe, lidt overrasket helt ind i øjnene.

Det er dér, jeg vil være.

Ingen succes

Er det også dér, du vil være?

  • Når du opdager, at du ikke »orker« og synes at det er synd for dig.
  • Når du skal vurderes og tror, at det er vigtigt, om du vinder penge, prestige eller anerkendelse
  • Når supervisanderne problematiser din positionen som supervisor eller processen er svær.

I de situationer, er det din motivation, der skal bære dig igennem.

Når du sætter dig ind til supervisander med tanke på at ville være til bedst mulig hjælp for dem, kan du ikke fejle, for der er ingen succes at opnå.

Successen er fra første færd deres og dermed har du ikke noget, du kan miste – du har allerede givet den væk1.

Så kom dog af vejen supervisor!

Supervision handler bare ikke om dig.

Jacob skal af vejen, du skal af vejen, ligesom musikeren ikke skal stå i vejen for Beethoven, som Peter Bastian skriver:

Når vi beder musikeren om at komme af vejen, så er det musikerens specifikke psykologiske selv, vi vil være fri for. Vi er væsentligt mere interesseret i Beethoven, og musikerens opgave er at finde den ydmyghed og transparens, det kræver.2

Og det er fundamentalt set et mere tilfredsstillende liv som supervisor: At bidrage til andre frem for selv at modtage.

Hvad er din bedste motivation og hvad er dine største fælder? Del dine erfaringer med os andre i kommentarfeltet: Insight is for sharing.

Ja tak, giv mig direkte besked, når der er nye indlæg som den her 

screenshot


1 Tak, Stephan Pende Wormland.

2 Peter Bastian: Mesterlære. Gyldendal/Vartov, side 109