På vej fra den ene supervision til den anden, ringede Nina Jensen tilbage: »Jeg kan tale nu«, halv-råbte hun i sit headset i bilen. »Hvad er det, du vil interviewe mig om?«

Jeg råbte tilbage, om hun havde læst mit indlæg om supervisors motivation, og hun sagde ja, det havde hun, »og også Jacob Mosgaards replik«. Det var netop sådan en replik, jeg havde spurgt hende om at give også (Læs om Nina Jensen her).

I løbet af bilturen delte hun de erfaring, hun havde gjort sig, og dem får du nu her.

nina jensen

Nina Jensen

1. Forbered dig på din tilstand.

»Oplever du at din motivation som supervisor spiller ind på supervisionen?«, spurgte jeg.

»Jeg er helt sikker på, at min motivation som supervisor – min tilstedeværelse, min åbne interesse – har en kæmpe betydning.

Men sådan har jeg ikke altid haft det.

Da jeg startede som supervisor, forberedte jeg mig på det mere tekniske: Gode spørgsmål, skarp rammesætning, teamrefleksioner mv. At gøre det rigtigt, være dygtig og stille de rigtige spørgsmål, lave den rigtige runde.

I dag er det blevet vigtigere at forberede mig på min tilstand. At jeg holder mig åben, er tilstede og er klar på at komme hen og møde whatever. Jeg bruger mig selv som instrument til at kunne opfange, hvad der er på spil.

Min vigtigste forberedelse idag er til at møde det, der er.«

2. Læg mærke til effekten af din reaktion på gruppen.

Det var ikke svært for Nina at huske særligt én episode, der lærte hende den indstilling. Det var da hun arbejdede med supervision i Center for supervision.

Hver dag var hun supervisor for forskellige tværfaglige grupper — »og jeg lærte dér, at jeg aldrig vidste, hvad jeg kom hen til.«

»Der var særligt ét team, hvor det i en periode kørte fuldstændig smooth. På vej derud på cyklen glædede jeg mig til at læne mig tilbage og nyde en let og glad supervision.

Straks jeg kom ind ad døren, kunne jeg høre, at der var kæmpe ballade. De havde fået ny teamchef, og der havde været en heftig konflikt i gruppen.

Da jeg opdagede det, sank hjertet lissom.

Åhh. Orker jeg virkelig det? Hvorfor kan de ikke bare acceptere de nye vilkår?

Jeg kunne ikke løfte mit humør, min tilstand og være sammen med dem i, hvad der nu end foregik.«

»Flere af dem opfangede straks min distance. De troede, at jeg også var sur på dem og træt af dem og måske ikke ville havde dem som supervisionsgruppe længere.

De kom til at føle sig forkerte!«

»Ikke alene havde de problemer med de nye vilkår, men min reaktion på dem gjorde, at de også følte sig forkerte i måden, de reagerede på.«

Double up…

3. Bring din egen oplevelse ind i supervisionen.

»Hvordan gjorde den oplevelse dig klogere?«

Bilen er i et stykke tid det eneste, jeg kan høre, før Nina Jensen svarer.

»Jae, jeg blev jo med-frustreret. Så jeg også følte mig magtesløs, ramt af uretfærdighed, ikke god nok osv. Og når jeg opfanger »lugten« af det, overvejer jeg om jeg skal bringe det ind i gruppen eller selv håndtere det.«

»Hvad kan få dig til at bringe det ind i gruppen?«

»Hvis jeg bringer det ind i gruppen, kan det være fordi min magtesløshed hjælper dem til at arbejde – med deres skelneevne, for eksempel:

  • At rumme at der er noget, man ikke kan gøre noget ved.
  • At kunne betragte det, observere det og vide, at det er der.
  • Og så finde hen til det, man har råderet over, det man kan lave om. «

»Jeg er mor til to teenage-sønner, så dér bruger jeg jævnligt det citat (fra Reinholdt Niebuhr, red.), der handler om at slippe kontrollen samtidig med ikke at slippe kontrollen. Det er ikke enten–eller.«

Citatet lyder:

O God, give us the serenity to accept what cannot be changed,

The courage to change what can be changed,

and the wisdom to know the one from the other

4. Brug følelser i supervisionen som professionelle kompetencer.

»Hvordan fandt du ud af hvordan gruppen havde det med dig?«

»Heldigvis fik jeg en second chance. Jeg tog det op med dem gangen efter – om hvordan jeg havde reageret på deres situation.«

Nina fik en lærerig samtale med gruppen om oplevelsen.

Det viste sig nemlig, at de tit have fået den oplevelse med bestemte borgere, at de følte sig forkerte og ikke gode nok.

»Denne følelse kunne vi derfor arbejde med som en professionel kompetence:

  • Hvornår opstår den,
  • hvilken betydning har den på hver enkelt,
  • hvordan kan det bruges som en advarselslampe og påmindelse om at fange et evt. uhensigtsmæssigt mønster.«

5. Giv slip på forestillingen om hvordan det burde være

En af Nina Jensens kolleger kaldte deres arbejdsform som supervisorer for Sitting in the fire. Supervisor-kunsten var at udholde og omforme varmen fra den brændende ild til energi og tilstedeværelse.

»Svær øvelse, når vi gerne ville have styr på det!«, griner Nina.

»Styr på det, var det det med de gode spørgsmål og skarp rammesætning, du nævnte? Og være dygtig og stille de rigtige spørgsmål?«

»Ja. Så vi prøvede at have en let tilgang til det uforudsigelige og grinede såvidt muligt af os selv og vores kontroltrang.

Vi måtte støtte hinanden i at give slip på forestillingen om, hvordan vi burde være…

…og supervisanderne burde være

og supervisionen…

…ja og borgerne i virkeligheden burde være!«

»Jeg er fremme nu,« sagde hun, og jeg kunne høre at motoren slukkede. Hun skulle have tid til at forberede sig.

Få tilsendt indhold ligesom den her direkte på email.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *