Du skal holde privat og professionelt adskilt, når du arbejder med professionelle samtaler og socialt arbejde. Sådan har dogmet lydt. Men det tog ikke mere end professor Per Jensens doktordisputats at pive alt luften ud af dén. Dit private liv påvirker allerede, hvordan du behandler klienterne – det eneste du kan vælge, er om du vil bruge det bevidst eller ej 

Af Jacob A. Cornett. Tekst og interview er udviklet i samarbejde med psykolog Morten Halberg

Det skulle vise sig at han tog helt fejl, men da Per Jensen, professor på VID Vitenskapelige høgskole i Oslo og ansvarlig for familieterapiuddannelsen begyndte arbejdet med sin disputats, blev han hurtigt overbevist om, at det ville blive let. Det fortalte alle ham.

Hans simple spørgsmål var, om terapeutens private liv har nogensomhelst indflydelse på psykoterapien? Hvorvidt terapeuters personlige og private erfaringer, deres liv og deres livsvalg, deres aktuelle situation, tab og sejre i deres liv, hvorvidt alt dét spiller ind på måden, de møder deres klienter.

»De der møder mig i terapirummet, møder mig, de møder Per Jensen. Der er ingen vej udenom. De møder mig med min historie, med mit liv. Når to mennesker mødes, sker der noget spontant, som handler om at få kontakt, og noget af det i den kontakt er intutiv erfaring og et fællesskab,« siger Per Jensen.

Særligt interesserede han sig for, hvad terapeuterne valgte at gøre og sige i samtalen dér, hvor klientens historie har paralleler i terapeutens liv.

Fra alle kanter mødte han nik og genkendelse, men også kommentarer om at hans emne allerede måtte være velundersøgt. Med andre ord: Velkendt, selvfølgeligt, et spørgsmål, der var svaret på.

Hans bror, elektrikeren, samlede for Per Jensen de reaktioner han mødte i een kommentar:

»Er det noget at undersøge, det hele må være gjort for længe siden.”

Men det skulle vise sig, at de tog fejl.

Terapiens relationelle resonans

Norske Per Jensen har de sidste 25 år drevet familieterapiuddannelsen på Diakonhjemmet i Oslo, og han var med til at stifte Norsk forening for familieterapi i 1983.

Han er en mand med meget på hjerte om de professionelle samtaler. Nu har vi bedt ham fortælle om, hvad studiet af terapeutens private liv, siger om hvad terapi og professionelle samtaler er.

Per Jensen er nemlig på fjerde årti en tydelig eksponent for den skandinaviske tradition af dialogisk, systemisk familieterapi og været med til at forme traditionen med sin forskning gennem undervisning, konferencer, artikler og bøger. Han er samtidig den der mest direkte har ført de internationale mere kontekstuelle forståelse af terapi og samtaler ind i den nordiske familieterapi, og det er især dét, interviewet med Indsikt.com kom til at handle om, uden helt at handle om det direkte.

Under interviewets spørgsmål og svar kom det til at handle om, hvad professionel samtale egentlig er og består i – eller måske får man bare lyst til at stille andre spørgsmål end til metode og effekt, når man hører Per Jensen fortælle om sit pionér-studie.

Med sine kollegers respons (og sin brors) gik Per Jensen lettet til litteraturen indenfor det smalle familieterapifelt, han skulle opstøve, gennemgå og samle.

Men han fandt ingen studier overhovedet.

Derfor udvidede han sin eftersøgning til hele psykoterapifeltet, men fandt stadig ingen studier. Ingen havde nogensinde stillet det spørgsmål for at undersøge, om det var rigtigt eller forkert, og det har Per Jensen til dato stadig ikke fundet.

Undtagen sit eget studie, og nu er det 20 år siden han lavede sin doktordisputats.

Svaret er ja

Svaret på hans spørgsmål er et tydeligt ja, terapeutens private erfaringer viser sig i den måde hun responderer på klientens historie.

»Jeg blev vældig overrasket over hvor meget jeg fik set af det. Også hos terapeuter som var vældig bevidste om ikke at gå i den retning med sine klienter,« siger Per Jensen.

Alle de terapeuter, der indgik i hans studie fandt betydningsfulde sammenhænge mellem deres private liv og deres terapeutiske praksis, skrev han senere i en artikel 1.

Men hans fund peger videre end det.

Danskeren i mig bliver fristet til at forfalde til nationale stereotypier af nordmænd, mens vi interviewer ham over Skype. Per Jensen er i småternet, praktisk udseende skjorte, han har hvidt hår og skæg og han er over 60 år og bag ham kan man se træhusets brædder. Med sin rolige og uhøjtidelige fremtoning skilter professoren ikke med sin store rolle i den nordiske familieterapeutiske tradition. Med den dybe stemme, uden at fjerne blikket, uden at rykke sig på stolen, uden at skynde sig, fortæller han om betydningen af terapeutens egen historie for de professionelle samtaler. Både om den gode og den dårlige side ved den indflydelse.

Han kalder det relationel resonans, når terapeutens historie eller aktuelle situation har paralleler i klientens historie, problem eller livssituation, og derfor vækker de samme følelser eller oplevelser til live. Det kan være familiebehandleren, der hjælper skilte forældre midt i sin egen skilsmisse. Det kan være behandleren i børne-ungepsykiatrien, der selv har et barn med alvorlige psykiske problemer. Det kan være misbrugsbehandleren med et stofafhængig familiemedlem.

»Relationel resonans har med kontakt at gøre. Når det du fortæller, klinger ind i min erfaring, så deler vi noget i verden. Når din historie ikke får tilgang til mig, så må vi i stedet arbejde for at få den tilgang til hinanden, og vi må arbejde for at få en samtale ud af det.«

Relationel resonans har med kontakt at gøre. Når det du fortæller, klinger ind i min erfaring, så deler vi noget i verden

Den relationelle resonans forbinder altså terapeuten og klienten gennem fælles referencer i deres liv. Ved at terapeuten lytter til sin indre dialog, som foregår samtidig med samtalen med klienten, og ved at være opmærksom på parallelerne mellem sin egen og klientens historie, får terapeuten adgang til flere muligheder. Hun får foræret muligheder for at skabe kontakt med klienten.

Sæbesælgere og fejlslutninger

Det er dén indre dialog, der interesserer Per Jensen. Den interesserer ham som praktiker – og som underviser af praktikere – mere end de teorier og metoder, der gennem anden halvdel af det tyvende århundrede har tegnet familieterapi-feltet.

»Familieterapifeltet har været præget af nogle ledere som man har samlet sig rundt om, som står for hver sin terapiretning. For mig ser de ud som sæbesælgere, som skal sælge en vare. De har et instutut, måske et stort institut, og de skal sælge noget og fortælle os, at det her er det bedste.«, siger han og gemmer et smil i det hvide fuldskæg.

Han kritiserer, hvad han kalder den instrumentalistiske fejlslutningom, at metoden er terapiens virksomme element. Det er den ikke, skriver han i to artikler (må jeg anbefale) 2. Her kritiserer han evidens-forskningen for misforstået at undersøge metoder som enkeltstående midler til terapeutisk effekt, og at gøre terapi til et apoteker-lignende spørgsmål om at tage det rigtige medikament ned fra hylden.

Han kritiserer ikke det at holde øje med virkningen af terapi, men skriver, at metoden er eet blandt flere elementer i den samlede kontekst, som mødet mellem en terapeut og en klient udgør.

Evidensforskningen og den måde at forstå samtaler som den dygtige udvælgelse og anvendelse af en metode, er forfejlet. Og det er en forståelse som er grundlaget for det meste træning, uddannelse og certificering af terapeuter.

Per Jensen giver ikke særlig meget for at det er metoden, vi skal undersøge for at forstå, hvad der virker i professionelle samtaler. Som en parafrase over hans pointe kan man sige, at det nemlig ikke giver indsigt i, hvad der sker i terapi eller hvad betydningen af terapi er.

Til gengæld giver evidensforskningens udbredelse måske svaret på, hvorfor der ikke var lavet noget forskning i hvordan terapeutens egen historie virker ind på samtalen:

»Det mest nærliggende svar er at dette felt har været domineret af nogle forståelsesrammer indenfor de sidste 25 år, hvor det, jeg er i gang med, er at betragte som støj,« siger han.

»Støj er den del af en aktivitet, som ikke er med til at underbygge resultatet, når man undersøger effekten. Og den ide om, at vi i princippet kan måle outcome på samme måde som man gør i medicinsk evidensbaseret forskning, det kalder jeg en instrumentalistisk fejlslutning.«

»Jeg er kommet til det ståsted, at terapeutiske metoder ikke har noget effekt i sig selv whatsoever. De virker bare sammen med mig, og sammen med dig kan det samme have en helt anden virkning. Og den erkendelse sidder langt inde, den er vanskelig at tage imod, for den ruinerer meget af grundlaget for at beskrive og forstå den type processer videnskabeligt,« siger han.

Terapeutiske metoder har ingen effekt whatsoever

I stedet for at lede efter metoder med specifikke virkninger, taler Per Jensen om at kigge på terapeutens og klientens konkrete møde, en såkaldt kontekstuel model for professionelle samtaler, som også den fremtrædende psykoterapiforsker Bruce Wampold taler for. Og dér får terapeutens indre dialog under samtalen betydning.

Per Jensen opfordrer din til at lytte til den indre dialog af private historier og erfaringer og bruge den i din kontakt og tilpasning til klienten. Han opfordrer terapeuter til at opdage dér, hvor de to liv rører hinanden og opdage den relationelle resonans.

Resonans skaber kontakt

En af de terapeuter som optræder i Per Jensens disputats, møder en familie, hvor en 13-årig pige er sengevæder, og lige meget hvordan terapeuten henvender sig til pigen, får hun ikke kontakt. Pigen svarer ikke på et eneste spørgsmål, hun kigger væk.

Sådan går den første samtale. Og sådan går den anden samtale. Så kommer den tredje.

Terapeuten må mellem de to samtaler have lyttet til sin indre dialog, siger Per Jensen. Hun må have lyttet til den åbenlyse parallel i sin egen og pigens historie, og valgt at bruge den resonans eksplicit, for da terapeuten mødes med familien, vender hun sig mod pigen, kigger på hende og siger:

»Lise, da jeg var 13 år var jeg også sengevæder”, og i det øjeblik kigger pigen op. De får kontakt, de får tilgang til hinanden.

Professionel eller privat?

Men er det professionelt at gøre, spørger du måske (jo du gør!).

Det har længe været en anerkendt måde at forstå den professionelle rolle, som professionsuddannelser indprenter deres studerende, at der er tre forskellige dele af dit liv, du kan møde borgere og klienter med: Det professionelle, det personlige og det private.

Det at agere professionelt, lyder det, det vil sige rigtigt, etisk korrekt, er at møde borgeren med sin fagidentitet og sit faglige repertoire. Der er et vist rum for at inddrage sine personlige træk, men det må aldrig være den private person med sit repertoire og erfaringer, der trækker i arbejdstøjet.

Den opdeling bør arkiveres under ‘fortidens misforståelser’ og som en del af det 20. århundredes håbefulde modernisme og alle bestræbelserne på at kategorisere og kontrollere verden. Hvis man skal tage Per Jensens forskning alvorligt, har det private altid haft en plads i det professionelle – om du vil det eller ej.

Hans forskning viser, at terapeutens palette af private historie og erfaringer vil farve terapeutens måde at lytte, forstå og respondere under samtalen, endda risikere at overmale den, når der er paralleler i terapeutens og klientens historier.

Som historien om de to sengevædere fortalte, giver det muligheder for kontakt og terapeutiske handlemuligheder:

»Hvis jeg tænker på mig selv er det sjældent at jeg gør aktivt brug af min historie i terapien. Det er sjældent at mine informanter (i forskningsstudiet) bruger egne erfaringer direkte. Jeg havde en informant, som selv havde gået i terapi og blevet kæreste med terapeuten. Da hun senere mødte en klient, der var kæreste med en terapeut, så vidste hun, hvordan det var og de havde nogle samtaler som var informeret af hendes baggrund. Men hun afslørede aldrig sin baggrund,« siger Per Jensen.

Hans studie viser dog også, at hvis terapeuten ikke er bevidst om resonansen og paralellerne, er det som at have en åben udgravning uden afmærkning på samtalens vej, fordi de erfaringer terapeuten har gjort sig og de konklusioner, hun har draget af dem vil imperialisere eller kolonisere den måde hun vælger at hjælpe klienten med hans oplevelser.

Kolonisering af klientens oplevelser

Kolonisering er den relationelle resonans’ Mads Skjern, den kommer fra små kår og får meget magt, men lykkes aldrig med at få sine ressourcer og mange penge og succes til at bringe andre mennesker glæde.

Per Jensen bruger begrebet til (lidt mindre allegorisk) at opdage de sitationer, hvor terapeutens personlige »kultur, erfaringer og moralske værdier« får hende til uplanlagt og uartikuleret at definere de emner, som terapien skal handle om. Han skriver videre i artiklen fra 2012:

»Begrebet terapeutisk kolonisering beskriver hvordan en systemisk familieterapeuts kultur, erfaringer og moralske værdier på forskellige måder påvirker hendes eller hans terapeutiske praksis. (…Det skaber) en kontekst, som reducerer den sfære, som gensidig kommunikation kan foregå i. Den reduktion af sfæren for gensidig kommunikation er baseret på terapeutens magt til at definere og introducere emner for samtale.«

Med andre ord: Du reducerer altså kommunikationen snarere end at forstærke den, når du bruger din magt i samtalerummet til at kidnappe klientens erfaringer og oplevelser og lade din egen kultur, erfaringer og moralske værdier definere, hvad I skal tale om og hvordan I skal tale om det.

Den relationelle resonans har altså en Mads Skjern-side, hvor terapeutens private liv kommer til at bestemme emner og ramme for terapien mod klientens ønske.

Hvis terapeuten giver den et nøk op og bruger hvad Per Jensen kalder »direkte magt« til mod klientens eksplicitte ønske at definere interventioner eller udtrykke holdninger, kalder han det »imperialisering«. Terapeuten vil med magt påtvinge klienten sin forståelse, fordi paralellerne i deres historie får hende til at tro, at hun ved, hvordan klienten skal leve sit liv.

Når det klinger med min historie, så handler det om at vide, at jeg ikke ved

»Noget af det farligste er, at når klientens historie klinger sammen med min, så tror jeg, at jeg ved. Men når det klinger med mig, så handler det om at vide, at jeg ikke ved. At dette er et andet menneske med sine erfaringer og at min nysgerrighed på at forstå, ikke bliver stoppet af den samklang.

Fred for de private historier

Du skal altså lytte til din indre dialog for at holde kommunikationen åben, forblive nysgerrig og undgå en hostile overtake af samtalen, siger Per Jensen:

»Hvis man skyder alle sine private og personlige erfaringer til side, så risikere man, at de kommer i spil, uden at man bevidst ved, hvad man er inde i.«

En af de terapeuter Per Jensen interviewede som del af sin disputats, sagde:

»Min personlige og private historie har jeg arbejdet for, aldrig skal influere på mit kliniske arbejde. Mine klienter skal få fred for mine personlige historier. Det er klienternes historie, der skal i forgrunden.«

»Desværre,« sagde han derfor til Per Jensen, da han kom med på projektet som informant, »jeg har ingenting at fortælle dig, og det er jeg stolt af.«

Men det er åben invitation for et imperie i Skjern-klassen, siger Per Jensen. De personlige erfaringer får nemlig terapeuten til at agere overfor klientens historie ud fra sine egne antagelser, uden at vide at det er sin egen historie, han taler ud fra.

»Da jeg så på ham i den første time, blev jeg nysgerrig på, om han ikke netop trak sine private erfaringer som ung voksen for 30 år siden ind i praksis. Og han fik et chok, for det troede han aldrig at han ville gøre. Han takkede mig og sagde, at det ville han aldrig gøre mere.«

Imperialistisk resonans

Per Jensen giver et eksempel mere fra sin disputats, på imperialistisk respons, om en familie, der gennem flere år ofte fik besøg af faderens to små niecer. Familien var i terapi hos en af de terapeuter, som Per Jensen observerede, fordi faderen led af depressioner.

Undervejs i samtaleforløbet fortalte faderen terapeuten, hvad ingen af børnene vidste: Han var niecernes far, ikke deres onkel.

Fordi han ikke ville have, at hans familie skulle vide, at de var hans børn fra et tidligere ægteskab, bildte han sin familie og de to små piger ind, at han var deres onkel.

Mange år tidligere var det samme sket i en anden familie: Terapeutens.

Hendes far sagde til hende, da hun var barn:

»Fortæl aldrig din lillesøster, at jeg er hendes far.«

Men pigen havde svaret, at det ville hun aldrig holde:

»Hun ville fortælle sin lillesøster det, for sådan skulle det være,« fortæller Per Jensen, og det var hendes baggrund, da hun mødte familien. Og det var ifølge Per Jensen den historie og den værdi, det indeholdt, der fik terapeuten til at samle familien og fortælle de to piger, at deres onkel var deres far. Mod faderens vilje.

»Hvis man skyder sine private og personlige erfaringer til side, så risikere man, at de kommer i spil.«

»Det ser jeg på som dårlig praksis, en imperialistisk resonans, hvor man tager noget, man holder som rigtigt i sit eget liv og tvinger det på nogen, som eksplicit har sagt, at det vil de ikke.«

Lyt til den indre dialog

Derfor anbefaler Per Jensen terapeuter at lytte til sin indre dialog af resonans, af historier, af private erfaringer, oplevelser og liv, for at opdage og drage nytte af de private erfaringer til kontakt og udvikling af terapeutisk relation, men også for at kunne tage stilling til, hvordan det bedst spiller med.

»Jeg vil opfordre til at lytte til sin egen indre dialog: Hvad sker med mig når jeg møder en menneske, en familie, hvad kommer op i mig, af følelser af tilknytning til historier om andre dele af mit liv. At lytte til den indre stemme kan være med til at skabe den nysgerrighed,« siger han.

Eftertanker

Per Jensens forskning i den relationelle resonans peger diskret mod nogle større spørgsmål om professionelle samtaler.

Spørgsmål som handler om hvad vi skal forstå professionelle samtaler er. Er samtaler interventioner, som har til formål at hjælpe klienten med et problem, som behandling? Så er det vel rimeligt at spørge om det betyder noget for terapiens virkning for klienten, at undgå kolonisering? Altså ved vi om klienten er bedre eller dårligere hjulpet af at have Mads Skjern med i samtale-rummet? Med andre ord: Ved vi om kolonisering er et problem for klienten eller om det at lytte til den indre dialog gør terapeuter mere virksomme?

Nej, siger Per Jensen flere gange under interviewet, han kender ikke til nogen studier af effekten af relationel resonans på terapiens behandlingsmæssige resultat.

Men hvis vi i stedet spørger til, hvad samtalen er, hvad der sker, når to mennesker taler sammen for at hjælpe den ene videre i livet, og vi spørger sådan for på den måde at vide, hvad den professionelle samtalepartner skal gøre, hvis vi spørger sådan, så følger flere af de spørgsmål, som Per Jensen stiller. Og de handler ikke om metode og effekt. De spørgsmål handler snarere om samtalens betydning og måske dens efterliv på de bredere livssammenhænge, som klienten færdes i.

Målet med begge typer forståelse er, at beskæftige sig med, hvordan terapeuter kan hjælpe klienter. Men hvad i samtalen skal vi kigge på, for at vide det, er det spørgsmål, der er i spil.

Hvad synes du? Giv os andre dine tanker i kommentar-feltet nedenfor.

Skal vi sende dig en mail, når der er nye artikler og interviews som den her?

Ja, send inspiration til mig

  1. Jensen, P ‘Family Therapy, Personal Life and Therapeutic Practice. The Map of Relational Resonance as a Language for Analyzing Psychotherapeutic Processes’ i: Human Systems: The Journal of Therapy, Consultation & Training. Volume No 23, Issue 1, 2012. pp. 68-87↩︎
  2. Jensen, P ‘Hvordan kan »den store psykoterapidebatten« påvirke forståelsen af familieterapiforskningen. Fokus på familien vol 34, 91-107, Oslo Universitetsforlag  ↩︎

One thought on “Hvordan undgår du, at dit privatliv spænder ben for dine samtaler?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *