You can borrow my eyes, but you must not take them away from me.

– Tom Andersen

Med reflekterende team får du foræret en ramme til at arbejde fleksibelt og kreativt – og tit overraskende – med at besvare supervisandens spørgsmål til supervisionen.

Her får du 6 helt konkrete opgaver, du kan give supervisandens kolleger i teamet, og når du har læst dem, så skriv dem du bruger i kommentarfeltet til glæde for os andre.

Hvordan gør du det?

Der er relativt lidt du behøver at gøre for at få det reflekterende teamformat til at lykkes, men derfor er det jo ikke nogen let opgave alligevel (på den anden side, det er supervision jo ikke):

  • Du skal tildele lyttepositioner eller perspektiver, som kollegerne i teamet skal lytte ud fra, og som er den opgave du efterfølgende spørger dem om.
  • Opgaverne skal eksplicit forholde sig til det spørgsmål, Susan stiller – de skal være relevante.
  • Du skal give opgaver der er forskellige og eensidige – een opgave til hver. Det er sammensætning af refleksioner fra mange vinkler fra forskellige personer, der giver Susan nuancerne i sagen. Og det gør også den enkeltes opgave mere enkel.
  • Du skal give opgaverne inden du interviewer Susan, så kollegerne er aktive undervejs. Mange begynder at kede sig, hvis de ikke har noget bestemt de skal foretage sig, når du interviewer Susan først. Testen er, at når du vender dig mod teamet skal alle vide hvad du vil spørge dem om – det skal være tydeligt.

6 konkrete opgaver

1. Både–eller

IMG_0223

Når Susan stiller et spørgsmål til supervisionen, der handler om at vælge mellem forskellige muligheder, råber det hos de fleste af os på at bede teamet om at rådgive i hvilket valg, hun skal træffe. Undgå den blindgyde.

Brug dem i stedet til at kvalificere valget og spejle Susans situation.

Du deler teamet op i tre grupper:

A. Den ene gruppe lytter efter gode grunde og virkninger ved at træffe det ene valg.

B. Den anden gruppe tager den anden valgmulighed og reflekterer på samme måde.

C. Den sidste gruppe er en meta-gruppe. Dem sætter du til at reflektere over selve det valg, Susan har stillet op. Det kan være over hvilke værdier der ligger bag de to valgmuligheder, hvilke alternative tredje (fjerde, femte…) veje der kunne være, hvordan man kunne kombinere de to muligheder, eller udfordre at der kun er netop to muligheder.

De opgaver kalder på at kollegerne ikke tager stilling til hvad de selv synes supervisanden skal gøre, men hjælper til at kvalificere valget.

2. FORKLARINGER&FORSTÅELSER

Når Susan former sit spørgsmål til supervisionen som et »hvorfor« eller som et ønske om at forstå, hvad der sker i hendes sag, så kan du forstå det som et ønske om hjælp med at skabe mening.

I leder efter mønstre.

Du kan kalde det at fortolke, forklare, skabe nye fortællinger eller konceptualisere sagen (som Henrik Tingleff kalder det). Du inviterer kollegerne til at tage udgangspunkt i »hvordan vi kan forstå, hvad der er på spil her«. Du skal holde øje med, at I ikke konvergerer om een forståelse, du skal understrege og opfordre til at få flere og forskellige hypoteser sømmet op på den fælles mentale tavle.

For at parafrasere Gianfranco Cecchin: Det er een ting at forelske sig i en hypotese, men du skal ikke gifte dig med den.

I skal skabe så mange forklaringer som muligt så Susan kan plukke den, der bedst hjælper hende videre med sagen. Og du skal vogte som en jaloux ægtemand bag gardinet på, at I ikke går ad vejen med de gode råds klub.

3. FRA DEN ANDENS SKO.

IMG_0188

Det her er en af de opgaver jeg har allermest succes med. Den indfølelse og begrundelse, som et 1.-persons perspektiv giver alle, er altid overraskende og bevægende i supervisionen.

Du beder helt simpelt en eller to om at lytte til supervisandens fortælling som om de var borgeren eller var forældrene eller en samarbejdspartner eller hvem der nu spiller en rolle i sagen. Du vil have personens perspektiv og forståelse frem, hendes gode grunde til at handle og opfatte tingene som hun gør.

Du hjælper kollegaen tilbage, hvis hun fortolker borgeren fra et professionelt perspektiv. I vil have personens eget perspektiv, og der er ingen mennesker, der for eksempel vil sige om sig selv, at de er »manipulerende«.

I skal bruge et vidnesbyrd om

  • hvilke ord, borgeren bruger,
  • hvordan hun føler,
  • hvordan hun forstod de ord, Susan brugte,
  • hvad der er vigtigt for borgeren,
  • hvordan hun opfatter det, der sker.

Du kan tildele flere forskellige sko at lytte fra på samme tid.

4. SPEJLING

  • »Start med at sige hvad Susan allerede har gjort, der har virket, og hvad det er hun står lige nu og knokler med«.
  • »Hvad er det for en historie, Susan fortæller om her?«
  • »Hvad er det Susan bokser med, hvad er det hun synes er svært?«
  • »Hvad har Susan allerede gjort, og hvad var virkningen?«
  • »Hvad er de tre vigtigste ting, som Susan lige har sagt?«

Sådan lyder en instruktion, når du vil have kollegerne til at spejle og dermed anerkende Susan.

Eller du kan skabe en stor effekt ved helt enkelt bare bede kollegerne notere nøglesætninger eller udtryk ned ordret, som Susan bruger, og kun – kun –læse dem op.

Det er særligt relevant, når hun står et sted med sin oplevelse, hvor hun simpelthen også bare er i tvivl og usikker.

For at deres refleksioner er direkte knyttet an til det Susan sagde, spørger du »hvad hørte du Susan sige, der gav dig det indtryk«.

Du kan spørge direkte til hvordan Susans håndtering af sagen afspejler teamets værdier, bestræbelser eller afspejler, hvad de taler med hinanden om. På den måde bruger du spejling til at knytte den enkeltes oplevelser til gruppens liv.

5. KOLLEGERNES EGNE ERFARINGER.

Hele paletten af bevidnende teamrefleksioner efter bla. David Epstein og Michael White er den anden hovedvej at tage, som du frit kan lade dig inspirere illoyalt og ukonventionelt af.

Princippet er det fra de små klasser, at når du peger på nogen er der altid tre fingre, der peger på dig selv

IMG_7593

Med de foregående opgaver har du bedt teamet om at forholde sig til Susans historie – sådan som Tom Andersen berømmeligt foreslog. Med bevidning er det deres genkendelse (resonans) og egne erfaringer, der er i fokus. Ideen er at vikle kollegernes egne erfaringer og egne sager ind i Susans gennem genkendelse.

Du forbereder temaet på en samtale om, hvad de hver især kan genkende i Susans fortælling. Det kan være et dilemma, en reaktion på borgeren, en følelsemæssig reaktion, en ambition, en handling.

Du spørger til:

  • Genkendelse: Hvad det var kollegaen så som det samme (heri genkendelse)
  • Episode: Få en konkret, levet episode beskrevet: I undgår den særlige dialekt af det professionelle sprog, der taler i abstrakte, generelle opfattelser. I stedet taler du i »Hvornår har du stået i noget af det samme?«
  • Handling: Hvad gjorde du? Hvad var dine overvejelser med at gøre det?
  • Virkning: Hvad skete der da du gjorde sådan?
  • Læring: Hvad blev du inspireret af da du hørte Susans og min samtale før, som du ikke havde tænkt før?

Du superviserer altså eksplicit ind i kollegernes sager.

Vent bare og hør når du vender tilbage til supervisanden til sidst, hvad hun har fået med. Det plejer ikke at være småting.

6. DE GODE RÅDS KLUB.

»Jeg vil gerne have nogle ideer til hvad jeg skal gøre som det næste skridt, hvordan jeg skal gå videre.«

Uuuha [lyden af knæ der ryster].

Legen med de gode råd er som to spændte drenge med en æske tændstikker og en taske med kanonslag. Det er sjovt og der er knald på, men det kan eksplodere mellem hænderne på jer.

Hvordan får du adresseret det helt legitime ønske om at få et par ideer til at gå videre med – det kan jo være lige det knald Susan lytter efter.

Men hvordan gør du så hun ikke får sprængt et par fingre af (læs: føler sig kritiseret)? Det er så let, for gode råd kommunikerer hvad der er rigtigt og implicit dermed hvad der er forkert at gøre, og det kan ovre hos Susan lyde som om det er let for de andre.

Desuden er der ofte en del fusere i form af gamle, uoriginale ideer og rutiner, som ikke udvikler praksis.

Hvis du skal have de gode råds fyrværkeriklub til at virke, er det essentielle trick, at du kontekstueliserer:

Få teamet til at putte mere erfaring, kompleksitet, levet liv, vilkår og forståelse, forklaringer og personlige stil og bagage med ind over. Med den kompleksitet er det nememre at tale om nuancerede handlinger i konkrete situationer.

Når I endelig skal pege på konkrete handlinger har jeg lånt fra Anette Mortensen, at I giver råd ad tre runder:

  1. Ideer som du ved ligger lige til højrebenet for din kollega, som du med dit kendskab til hende, ved at hun er god til.
  2. Ideer som du ville bruge, hvis du var i Susans sko.
  3. Langt ude ideer, ideer som er urealistiske, farlige eller decideret fantasifulde.

Flere team-opgaver.

Nu glæder jeg mig til at læse de opgaver du bruger i reflekterende teams. Del dem i kommentarfeltet og inspirer os andre.

Og læs videre om det næste supervisionsformat ‘clement’ eller det forrige om runden.

Tilmeld dig gratis, og få tilsendt inspiration som den her direkte på mail.

screenshot

3 thoughts on “6 must-haves til reflekterende teams

  1. Hej Jacob. Elsker dine små praksis-nære artikler?
    Inspireret af den narrative tilgang får jeg nogle gange en i teamet til at lave et digt. Det er meget enkelt, da jeg instruerer personen i udelukkende at lytte og skrive ord/sætninger ned, som fokuspersonen siger og i afslutningen af supervisionen skimte det igennem (evt. slette det der ikke giver mening) og derefter læse det tilbage i digtform til fokuspersonen i plenum.
    Endelig beder jeg digteren skrive det rent og give til fokuspersonen.

    Metoden har ofte en rigtig god effekt, da den både spejler, bevidner og anerkender fokuspersonen på samme tid. Og den udfordrer digteren til at være i en helt særlig lytteposition.
    Mine erfaringer med inddragelsen af digtformen i et team har vist, at det passer bedst til cases med et personligt indhold.

    1. Imponerende at det faktisk lader sig gøre for dig og gruppen i en almindelig supervision at lave sådan en relativt avanceret øvelse. Men det er måske ikke så svært?
      Jeg kan tænke mig at det spiler ønsket om at få redskaber og ideer og konkrete værktøjer ud til det yderste at bede om digt-oplæsning. Måske det gør sig godt i kombination med andre opgaver fra andre teammedlemmer?
      Det vil jeg da prøve. Tak.

  2. Hej Jacob.
    Tak for en inspirerende hjemmeside! Jeg har lige været ude i en gruppe i dag, hvor de havde været på kursus i kommunikation i relation til unge autister, som er deres målgruppe. Jeg bad to fra det reflekterende team om at forbinde kursets indhold og idéer med den case, vi havde på, hvilket havde en rigtig god effekt. Casen vi arbejdede med handlede om forældresamarbejde og de udfordringer der kan være med at samarbejde med og kommunikere med belastede forældre med syge børn. Jeg tænker at refleksionsopgaven havde flere formål: 1) At skabe sammenhæng mellem kursusaktiviteter i medarbejdergruppen og supervisionen 2) At aktualisere de input og den viden, som de netop har fået på kurset, altså at få nye idéer/teori til at leve i relation til konkrete udfordringer i hverdagen 3) At skabe aktualitet i refleksionsopgaverne, så man ikke kommer til at gentage opgaver til det reflekterende team – altså så det føles som “gamle travere” eller lign.
    Jeg elsker i det hele taget at gribe nuet i forhold til at lave spændende refleksionsopgaver for det reflekterende team og få supervisanden med på råd i forhold til gode idéer og spørgsmål til teamet.

    De bedste hilsner fra Stine Reintoft, Supervisionshuset

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *