»Det var rart med den genkendelse,« sagde Morten, da hans kolleger havde delt deres historier – han talte langsommere, med dybere stemme, med eftertryk, og lod deres ord synke ind.

Ved at fortælle dig hans historie, kan jeg vise dig, hvordan du styrer supervisionen på voldsomme hændelser gennem beskrivelse af 1) hændelsesforløbet, 2) reaktioner og 3) handlinger og håndteringer, og hvordan du kobler teamrefleksionerne på. Og forhåbentlig få dig til at dele dine erfaringer i kommentarerne nedenunder.

Supervisionen havde bevæget os fra den blodfattige, u-levede og jappende måde Morten startede med at tale om hændelsen, til at trække på teamets erfaringer fra levede oplevelser.

Men allerførst lyttede Mortens kolleger bare til ham fortælle, da jeg spurgte ham: »Hvad er det egentlig, du har oplevet?«. Og Morten begyndte at fortælle om samtalen med den far, han skulle give en tilbagemelding.

1. Hændelsesforløbet

Den røde tråd i mit interview med Morten, var at fortælle hans oplevelse af selve begivenhedsforløbet punkt for punkt frem: Hvad skete der og i hvilken rækkefølge:

Faderen var vred da de satte sig, nej vent lidt, han var kommet for sent, og havde vredt sagt noget med en forkert adresse, Morten havde givet ham. Han havde hætten op over hovedet. Hvem gik forrest ind på kontoret?

Du skal lytte efter detaljen og rækkefølgen, ligesom hvis det var et filmklip, I var i gang med at se. Du skal interviewe efter en detaljeret beskrivelse (og her), og så vil du erfare, hvordan det i sig selv gør oplevelsen mere sammenhængende for supervisanden.

2. Reaktioner

Mens Morten beskrev hændelsesforløbet, brugte han ord, der pegede på hans følelser, reaktioner, tanker og om de sansninger, der særligt var blevet hængende hos ham. Når du giver det plads i samtalen, bliver det til en psykologisk og ikke kun en teknisk debriefing.

»Men jeg blev usikker«, sagde Morten, »ikke bange, men usikker«. Jeg gentog »usikker«, hvilede samtalen lidt på den oplevelse, på det ord og spurgte til det:

»Jeg havde sat mig på den stol, tættest ved døren, men jeg kan huske, at da han rejste sig efter at have råbt op, og han skulle forbi mig for at komme hen til døren og ud, tænkte jeg ›hvad gør han nu, jeg er jo ikke sikker her‹«.

Udover tanker som den, lytter du efter og spørger til detaljerne i sanseindtryk, som har været prægnante og som er hængt ved, og hos Morten var det særligt mandens øjne, da Morten talte: Der var så meget vrede i de øjne.

3. Handlinger og håndteringer

»En anden gang skal jeg bare tage vores leder med«, sagde Morten, og vendte sig mod de andre, »det kan vi godt tænke meget mere ind, at han kan deltage i de tilbagemeldinger. Og så at vi lytter efter hinanden, sådan som I gjorde ude på gangen, mens jeg havde samtalen«.

Du læner samtalen i retning af at afdække, hvad Morten og hans kolleger gjorde for at håndtere situationen undervejs, hvordan de samlede den op bagefter og særligt hvad Mortens overvejelser og begrundelser var.

Min familie kom og hentede mig lige bagefter, de var inde på det samme kontor; og jeg tænkte bare „hvad har jeg gang i med at udsætte mig selv for den fare, det kan jeg da ikke byde dem!”

Ved at fremhæve de handlinger han foretog sig undervejs og de tanker han gjorde sig, styrker du ikke alene fornemmelsen af handlekraft hos Morten, men du er også med til at gøre det nemmere for ham og de andre at gentage en anden gang.

Kollegerne deler

Når du vender dig mod kollegernes fortællinger, gør de arbejdet for dig med at normalisere og kontekstualisere.

Gry fortalte om oplevelsen på sit første job, da hun blev trukket ind på et kontor og blive skældt ud og kritiseret af en borger, og ved at fortæle hvor ked af det hun blev, fordi hun jo så gerne ville gøre det godt, forstod vi andre hvor vigtig en oplevelse det var.

Trine fortalte om en samtale i telefonrådgivningen, som havde været den værste, hun havde haft, og hvordan hun havde måtte håndtere den alene bagefter, uden kolleger, der var omkring hende, og hvad den individualisering og de andres bagatellisering gjorde for hendes mulighed for at arbejde videre.

Og så videre med de andre kolleger, der fortsatte med at trække temaer og ord, Morten havde beskrevet, frem som udgangspunkt for deres egne levede erfaringer.

Genkendelse og handlinger fremadrettet

»Det var rart«, siger Morten om den genkendelse.

Når de andre genkender Morten, genkender han også sig selv, det skaber mening og sammenhæng, og bliver en modpol til den bagatellisering af sine egne reaktioner og oplevelser, som han startede med.

Og netop den modpol er måske det bedste svar på, hvorfor ‘genkendelse’ er en vigtig brik i supervision. Supervision er jo ikke terapi, men netop en praksisrettet læringskontekst, hvor refleksioner skal tjene et formål.

Formålet er, at gøre det muligt at checke ind i erfaringer og viden, og forbinde de erfaringer med handlinger i fremtiden på måder, der forbedrer eller sikrer arbejdet. Og i det øjeblik, Morten kan genkende, tager han også via sine kollegers fortællinger sine oplevelser alvorligt; også næste gang!

Næste gang kan han genkende sig selv, næste gang kan han bruge det, at blive påvirket, som en del af sit professionelle repertoire. Og det hjælper du til, når du som superviser forbinder genkendelsen til fremtidige handlinger.

Har du prøvet noget lignende som supervisor? Hvordan superviserer du på voldsomme hændelser eller hvordan har du selv oplevet en supervision?

Smid en kommentar ind i kommentarfeltet nedenunder eller på vores Google+ eller Facebook-side og del din erfaring. Så er du med til at skubbe på den bevægelse vi er i gang med: Insight is for sharing.

Tilmeld dig, og få tilsendt inspiration som den her direkte på mail.

screenshot

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *